Stier til løse søer kan måle sig med kassestier

Skiolds Janni Hales slog ved den virtuelle konference AgroWeb fast, at resultaterne i stier til løse søer i flere besætninger er gode og kan levere en pattegrisedødelighed ned til 10 procent.

Det er en myte, at en sti til løse søer i farestalden er ensbetydende med højere dødelighed hos pattegrisene målt i forhold til de traditionelle kassestier.

Det var et af en række budskaber, da Janni Hales, solutions manager hos Skiold, var indlægsholder på LandbrugsMediernes virtuelle konference AgroWeb, der fandt sted over tre dage i denne uge.

I flere af de besætninger, hun møder, er der kommet mere stabile resultater, der får overlevelsen hos staldens mindste dyr til at gå op.

»Det, vi ser i praksis lige nu, er, at det ikke er uopnåeligt at få nogle fine resultater på pattegrisedødelighed, og vi ser også bedre og bedre opstart, når man starter med de her systemer«, forklarede Janni Hales, der pegede på en god forberedelse inden ibrugtagen af farestier til diegivende søer som en del af forklaringen på de forbedrede resultater.

Udbredelsen af farestitypen til løse søer er trods støtteordninger og meldinger fra Seges Svineproduktion om, at det er fremtidens sti, fortsat begrænset og tidligere opgjort til omkring tre procent.

Huns tror, at det vil ændre sig over tid. Hun pegede bl.a. på de politiske vinde i Tyskland, hvor det fra politisk side er besluttet, at løse søer i farestalden er den eneste opstaldningsmulighed efter en overgangsordning på 15 år.

»Afsætter man sine grise til Tyskland, skal man nok kigge på, hvilke krav der stilles. Det kan også komme til at gælde for lande tæt på Tyskland. Måske har vi et fripas i en periode, men jeg tror, det er usandsynligt, hvis ikke man skal leve op til lovgivningen, der udstikkes fra Tyskland«, sagde hun og fortalte, at Skiold mærker stor efterspørgsel på løsninger til løse diegivende søer.

»Vi får mange forespørgsler fra Sydeuropa, Italien, Spanien og Frankrig, men også fra Østeuropa«, sagde hun.

Når man frem til, at farestier til de diegivende søer skal være fremtiden og erstatte ens kassestier, er det altafgørende, at man vil det. Ikke bare ejeren, men også driftsleder og medarbejderstaben.

Hendes erfaring er, at de løse søer giver stor glæde de steder, hun kommer.

»Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke kan lide det, når først de er i det«, fastslog hun.

Faktaboks

Del af AgroWeb 

  • Indlægget fra Janni Hales, Skiold, var et af mange, da der i ugens løb blev afholdt AgroWeb.
  • Skiold havde også indlæg om fasefodring til søer.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle