Svineavler bygger til med 2.200 kvadratmeter - samler alt på en lokalitet

Trøllundgaard udvider med 2.200 kvadrameter på ejendommen Gilbjerggaard for at samle sine avlsaktiviteter på en lokalitet.

Flere avlsbesætninger har i den seneste tid været i gang med at udvide. Det er også tilfældet for Trøllundgaard ved Hejnsvig, syd for Billund, der blev avlsbesætning under DanBred ved årsskiftet 2017/2018.

Det er den nye rolle som avler i DanBred-regi, der er baggrunden for, at Gilbjerggaard få kilometer fra opformeringsbesætningen Trøllundggard udvides.

Midt i august kommer fire nye sektioner med klimastalde og afprøvningsstalde med ni sektioner i brug.

»Derved kan vi samle vores avlsaktiviteter på Gilbjerggaard og have afprøvningsstalde samlet her. Det kan vi se er nødvendigt for at være med i toppen af avlen og for at have tidssvarende faciliteter«, fortæller Réne Hansen, der er medejer af Trøllundgaard og som 1. december 2018 kunne se byggeriet, som Kjargaard Byg har stået for, gå i gang.

Han kom til for syv år siden og er ansvarlig for avl og opformering på Gilbjerggaard, Trøllundgaard og St Trøgelborg.

Réne Hansen var også med til at sætte stregerne, da ejerne på grund af 2013-reglerne med løse søer valgte at få bygget et barmarksprojekt med 700 søer på Gilbjerggaard, der ifølge Réne Hansen har en ideel beliggenhed med få svinebesætninger i området.

Klimasektioner med 1.000 stipladser

Klimasektionerne består af cirka 1.000 stipladser, og de ny sektioner med afprøvningsstier byder på et tilsvarende antal stipladser for 30-95 kgs-grise. Det hænger sammen med, at afprøvningsstierne har ekstra god plads til avlsdyrene med cirka en kvadratmeter pr. dyr.

»Vi får cirka 12 avlsdyr pr. sti, men når vi snakker orner er der i sidste ende kun en-to stykker, der bliver til avlsdyr«, siger han.

Byggeriet omfatter også en ny foderlade med tørfoderblander og et avanceret Skiold-multifase-anlæg.

»Vi skal kunne fodre individuelt på stiniveau og også kunne udfodre med glidende overgang i klimastalden«, forklarer René Hansen.

Han tror sammen med de øvrige ejere så meget på fremtiden som avlere, at en udvidelse af bedriften kan komme på tale.

»Alt er gjort klar til en spejlvending af byggeriet. På sigt tror vi, at der skal mere volumen til for at gøre sig gældende. Vi ved, vi kan producere kvalitetsdyr og har et koncept, der er gennemsyret af kvalitet«, fastslår Réne Hansen.

Bedriften er på 650 ha med forpagtninger. Christian Juhl Pedersen er driftsleder for markbruget og medejer på samme vis som Réne Hansen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle