Svineformand: Gå ikke på kompromis med fravænningsalderen

Formand Niels Aagaard rundede i sin beretning på årsmødet for svineproducenter i VKST en række af branchens ømme tæer.

Niels Aagaard kom i sin beretning på årsmødet for svineproducenter i VKST ind på fravænningsalder, som han opfordrede til at man ikke gik på kompromis med.

Dels er der lovmæssige regler for, hvor tidligt man må fravænne, dels er der indikationer for, at der er sammenhæng mellem tidlig fravænning og højt forbrug af antibiotika.

”Derfor opfordrer jeg til, at I ikke går på kompromis med fravænningsalderen”, sagde han til de mange fremmødte svineproducenter.

Han opfordrede også til,at man forsøger at begrænse brugen af zink allerede nu, selvom det formentlig først skal være udfaset i 2022.

Der er også ændringer omkring halekupering.

”Lange haler er en udfordring. Jeg kender det hjemmefra, men prøv i det små om det ikke kan lade sig gøre hjemme hos jer selv”, lød opfordringen fra formanden, der også svingede pisken over Danish Crown:

”Det er for ringe, at slagteriet har sat så mange penge til i England. Og det endda før Brexit er en realitet”, sagde formanden.

Niels Aagaard kom ind på betalingen for sikkerhedsvask ved grænsen. Han bakkede op om aftalen, hvor både grise der eksporteres og grise der slagtes i Danmark bidrager til dækning af omkostningerne.

”Jeg så gerne fuld brugerbetaling, men det er vigtigere med enighed og ro om aftalen, så jeg er parat til at sluge den lille udgift”, sagde Niels Aagaard.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle