Svineformand tilfreds med Tönnies: Det vil holde alle skarpe

Ticans aftale med Tönnies vil holde alle skarpe, mener producentformand Henrik Mortensen.

Der er fuld tilfredshed og tillid fra formanden for de danske svineproducenter over, at Tican nu overtages af den tyske storkoncern Tönnies i stedet for at blive en del af Danish Crown.

»Det er fuldstændig nyt for mig. Men jeg anser det for positivt. Det er godt, at det ikke kommer til at svæve i det uvisse, men at vi ved, hvad der skal ske. Kapitalen er sikret og det samme er en konkurrencedygtig pris lige nu og her,« konstaterer Henrik Mortensen, få minutter efter at nyheden fra Tican er tikket ind på computeren.

Han bruger ikke meget tid på at ærgre sig over, at den danske fusion mellem andelsselskaberne er faldet på jorden. I stedet ser han fremad og glæder sig over trygheden for andelshaverne.

»Jeg vil ikke bruge ret meget tid på at tænke fusionen, der faldt, overhovedet. Nu er der kommet en stærk koncern ind, som i Tyskland gør det godt. De udvider deres antal slagtninger hver år, så de må jo kunne nogle ting. Så er der ingen grund til at ærgre sig over det andet,« siger svineproducenten, der tidligere selv har været andelshaver i Tican, men som i dag stort set udelukkende laver smågrise til eksport.

»Som producent er det vigtigt, at der er konkurrence på markedet. Det er det, der skal til for at gøre alle skarpe. Hvis Tican har lavet en god aftale med Tönnies, så er det godt. Der skal være mulighed for fortsat at kunne udvikle slagtesvineproduktionen i Nordjylland. Så er der ingen grun til at ærgre sig over det andet.«

Emneord fusion, danish crown, Tican, Tönnies

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle