Svineformand vil fordoble sin produktion

Torben Hauskov, formand for Danske Svineproducenter, arbejder på at udvide sit sohold til 4.500 søer. Hans fokus forbliver på søer og smågrise og ser ikke umiddelbart en fremtid, hvor han skal producere slagtesvin.

I 2012 kunne Torben Hauskov, der blev valgt som ny formand for Danske Svineproducenter i januar, Torben Hauskov, tage Store Vestergaard med 2.150 søer, øst for Lemvig, i brug.

Allerede få år efter kunne han på Svinekongressen fortælle, at han arbejdede med planer om at opbygge et tilsvarende sohold blot en km fra sit eksisterende soanlæg, der i mellemtiden er vokset til 2.350 søer.

Unikt setup

Senest er miljøgodkendelsen kommet i hus.

»Projektet med 2.150 søer har jeg stadig planer om at realisere, så jeg kan få 4.500 søer inden for en km i radius. Det vil være et unikt setup, hvor staldene vil ligge godt rent sundhedsmæssigt, og hvor min driftsleder kan styre begge enheder«, fortæller Torben Hauskov.

Tankerne om et ekstra sohold står nedfældet i hans strategiplan, som han gerne vil løfte lidt af sløret for.

»Jeg har en plan om at udvikle min bedrift, så den bliver større, end den er i dag. Om jeg har 5.000 eller 8.000 søer er knap så vigtigt. Det vigtigste er, at vi arbejder med søer og smågrise, som vi er gode til og kan få en bedre bundlinje. Bedriften skal ikke vokse bare for at vokse«, fastslår han.

Netop fokus på søer og smågrise, som hans nuværende svineproduktion omfatter, gør, at han ikke umiddelbart kan forestille sig en fremtid, hvor han skal beskæftige sig med slagtesvin. Han lader dog en dør stå åben.

»Jeg kommer ikke til at bygge slagtesvinestalde, for jeg har et vist antal midler i min virksomhed, og der kræver slagtesvin for meget kapital. Jeg vil ikke afvise, at jeg på et tidspunkt vil indgå i et samarbejde med en større slagtesvineproducent i form af driftsfællesskab, hvor jeg kan leje nogle stalde,« siger han.

Torben Hauskov er Frontløber i magasinet SVIN, der udkommer 16. april.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle