Svinenoteringen får igen tæsk i usikkert marked

Svinenoteringen falder i denne uge med 20 øre pr. kg til 10,30 kr. pr. kg. Noteringen for søer dykker med 30 øre til 6,50 kr. pr. kg.

Det europæiske marked for fersk grisekød befinder sig lige nu i et vakuum mellem sommerferien og juletravlheden, vurderer Dansih Crown i en aktuel markedskommentar.

"Vi er inde i den stille periode, der stort set altid rammer markedet først på efteråret. Kunderne har fået fyldt lagrene op, men vi har ikke forårets store helligdage eller andre begivenheder, der kan være med til at løfte forbruget af kød.

Derfor er der en jævn efterspørgsel, som i øjeblikket ikke modsvarer udbuddet af grisekød i Europa," siger Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Priserne på bove, forender og skinker siver i øjeblikket, mens efterspørgslen på brystflæsk, kamme og bacon til det britiske marked er mere stabilt.

"Lige nu er det store spørgsmål, om markedet rammes af en egentlig priskorrektion, altså et større ubrudt fald.

Udfordringen er det stigende antal slagteklare grise i Europa. Tilførslerne i Syd- og Mellemeuropa stiger markant, når sommervarmen er væk, så derfor har vi i øjeblikket den ubalance mellem udbud og efterspørgsel, vi ser i øjeblikket," forklarer Søren Tinggaard.

Til landene udenfor Europa er der en stabil efterspørgsel fra både Kina og Japan, oplyser Danish Crown.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle