Svinenoteringen ustoppelig - stiger igen

Svinenoteringen tager endnu et skridt i den rigtige retning - stiger 20 øre til nu 10,60 kr. pr. kg.

Selvom vejret i Danmark er alt andet end sommerligt, står der ferie i kalenderen for rigtig mange de kommende uger. Det er som altid Nordeuropa, der går på ferie først, og det kan allerede nu mærkes på efterspørgslen på svinekød, vurderer Danish Crown.

"Det er vores indtryk, at priserne på fersk kød er ved at have ramt toppen.

I øjeblikket er der rimelig balance mellem udbud og efterspørgsel, men der er en del kunder i forarbejdningsindustrien, der sænker produktionen betragteligt hen over sommer, så det er svært at komme igennem med yderligere prisstigninger," siger Søren Tinggaard, underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Den seneste svinetælling i Tyskland fra maj viser en nedgang i antallet af slagtesvin på 3,6 pct. i forhold til maj 2015, og bestanden af avlssvin er faldet hele 5,6 pct. på et år.

Det kan selvsagt mærkes på de tyske slagterier, der gerne vil udnytte deres kapacitet, påpeger han.

"Lige nu er der generelt mangel på slagtesvin i Europa. I Nordeuropa skyldes det fald i produktionen, og i det sydlige Europa får varmen grisene til at vokse markant langsommere.

Derfor kæmper slagterierne om de slagteklare grise, og det er det, der driver priserne op," siger Søren Tinggaard.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle