Svinepest: Kommer smitten fra udleveringsrampen?

Ugen På Spidsen: Vi ved ikke, hvordan smitten er kommet ind i Rostock-besætningen. En mulig indgang er via udleveringsrampen, skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

Så rykkede afrikansk svinepest tættere på Danmark. Det seneste fund omkring Rostock stammer fra en tambesætning og ikke blandt vildsvin. 

At sygdommen er fundet i en tambesætning er både godt og skidt.

Det er skidt, fordi det viser, at smitten sagtens kan ramme tambesætninger, der efter alt at dømme ligner danske besætninger. Jeg har ikke grund til at tro, at tyske besætninger ikke har været opmærksomme på deres smittebeskyttelse siden afrikansk svinepest kom til Tyskland. 

Det er godt fordi det trods alt er lettere at inddæmme og standse smitte blandt tamsvin end blandt vildsvin.

Vi ved ikke, hvordan smitten er kommet ind i Rostock-besætningen. En mulig indgang er via udleveringsrampen. 

Hvis en lastbil, der leverer smågrise til besætningen eller en bil der henter slagtesvin fra besætningen, tidligere har været i områder med afrikansk svinepest, så kan den teoretisk flytte smitte til besætningen.

Det kan den kun, hvis den ikke har været grundig rengjort og desinficeret forud for transporten. En lille klat inficeret gødning på bilen kan falde af på rampen og herfra komme ind i besætningen med et par støvler.

Derfor er det uhyre vigtigt, at man har styr på smittebeskyttelsen omkring udleveringsrampen.

Tre råd i den forbindelse:

  • Der skal være klare grænser for, hvor langt man går med staldfodtøj, og hvor chaufføren må færdes. 
  • Udleveringsramper og udleveringsrum skal vaskes og desinficeres efter brug. Hver gang.
  • Overvej at sætte rene støvler frem, hvis bilen kommer fra udlandet.

Morten Thomsen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle