Svineproducent går til kamp mod blodforgiftning

Blog fra svinebedriften: Anton Nielsen sendte to medarbejdere på kursus hos LVK, og nu er de ekstra på vagt over for blodforgiftning.

Af Anton Nielsen, svineproducent - fortalt til Frederik Thalbitzer

I sidste uge havde vi to medarbejdere på kursus hos LVK. Det blev noget af en øjenåbner. De havde 10 døde grise med, og de blev obduceret. Fire af de 10 viste sig at have blodforgiftning, og det er vi lidt overrasket over.

Det er noget vi rumler videre med, for vi oplever smågrise, der dør uden, at vi ved hvorfor. Det kan jo være, at det er blodforgiftning. Derfor vil vi nu sende grise til USK (Udvidet Sundheds Kontrol, red.).

USK-pattegris er et diagnostisk værktøj, der kan være en hjælp til at fokusere og prioritere, så de vigtigste problemer løses først.

Det vil sige, at vi skal samle grise en tid og sende dem til obduktion og lave statistik på det. Så kan vi sætte ind det rigtige sted. I praksis tænker jeg, at vi samler de døde grise over en uge og kører dem til USK i Kjellerup.

Flere årsager

Ifølge dyrlægen kan blodforgiftning komme fra kastration, hvis hygiejnen ikke er ordentlig. Det kan også opstå, når grisene slås og får sår på forknæene, eller hvis vi ikke skifter nål tit nok, når vi vaccinerer. Endelig kan de komme fra tarmene, hvis grisene har colibetændelse.

Vi skal også have dyrket bakterier fra nogle af dyrene, så vi kan se, om den medicin, vi bruger til syge dyr, virker godt nok.

Vi giver for eksempel en del smågrise chloroquin for at undgå navlebetændelse. Vi vil gerne være sikre på, at de får den optimale behandling.

Kan betale sig at finde kilden

En USK koster 10.-15.000 kr. Det er en investering, men hvis vi kan hæve grise pr. årsso med en kvart, er der 70.000 kr. at hente hjem igen, så det vil vi gerne betale.

Vi har også på to do listen, at vi skal slibe betonen i farestalden mere glat, fordi den er så ru, at smågrisene skraber forknæene.

Desuden vil vi have tjekket rutinen for skift af kanyler op og skifte i hvert fald efter hvert tredje hold.

Hvis blodforgiftningen kommer fra tarmen, kan vi vist ikke gøre så meget. Vi har haft lidt mere kolidiarre på det seneste, og det giver jo lidt mere svineri i stierne, så det vil vi også have fokus på.

Ifølge E-kontrollen havde vi 14 procent døde i farestalden i gennemsnit i 2019. Vores mål er 13 procent, så vi er der ikke helt endnu.

Tiltag hos gylte hjalp

Sidst jeg skrev, handlede det om diarre hos gyltene. Det har vi stadig lidt af, men det er ikke så slemt, som da jeg skrev, så vores tiltag har hjulpet. Bl.a. at vi har gjort drikkevandet lidt mere surt end før.

Faktaboks

Anton Nielsen

  • Svineproducent, Sindal, blogger til Svin Plus
  • 1.180 søer
  • Producerer årligt 39.000 smågrise, som sælges efter fem uger ved ca. 8 kg
  • Fem ansatte
  • Markbrug: 80 hektar, som alle er bortforpagtet

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle