Svineproducent: Gylteholdet er plaget af diarré - jeg indfører to nye tiltag

Blog fra svinebedriften: Anton Nielsen oplever i stigende grad coli-diarré hos pattegrisene fra gylteholdet i farestalden. Nu er der indført to nye tiltag for at sætte en stopper for det.

Af Anton Nielsen, svineproducent - fortalt til Stig Bundgaard

Vi har set en stigning i antallet af pattegrise hos vores gyltehold, der får coli-diarré i farestalden.

Problemet har været i stigning hen over sommeren, og er især blevet slemt her i oktober og november.

Lang pause siden 2009

De fleste grise bliver raske, når vi behandler dem med Neomay i tre dage.

For enkelte hold virker Neomay dog ikke på alle grisene i kuldet. Hvis diarréen ikke er ovre efter tre dage, sætter vi derfor grisene ind til en gammel so, som har flere antistoffer end en gylt, og så forsvinder diarréen som regel.

Dog ser vi, at hvis vi kommer for sent med den første behandling, så kan tarmtrevlerne i grisens tarme være så ødelagte, at de ikke kan optage næringsstofferne, og så bliver de ved med at være grimme og trælse, selv om de bliver helbredt for diarréren.

I de første to-tre år efter vores udvidelse af soholdet i 2009, døjede vi meget med diarré i farestalden, men siden har der været en lang pause på flere år.

Jeg kender ikke den nærmere årsag til, at vi har set en stigning i den seneste periode. Vi udfører de samme procedurer med fx desinfektion og vask som før - og vi gør det samme, mener jeg.

Vi sætter 14 gylte i farestald om ugen. Gyltene er dobbeltvacineret med Suiseng otte uger inde i drægtigheden og igen tre uger før faring.

Suiseng er en combivaccine mod E. coli og clostridium, der virker både mod diarré ved pattegrisene og gaspustere ved søerne. Det plejer at virke godt på både søer og pattegrise.

To nye tiltag mod diarré

Jeg har dog besluttet mig for, at jeg vil have bedre styr på diarréen. Nu er grisekød oppe i en høj pris, så hvert liv tæller meget på bundlinjen og så er det også træls at arbejde med grise, der ikke rigtigt kommer sig.

Derfor har vi nu indført to nye tiltag.

For det første er vi begyndt at give alle gylte Toxicol, som er en anden type E. coli vaccine. Den gives også to gange, nemlig henholdsvis otte uger og tre uger inden gyltene kommer i farestalden. Toxicol er anbefalet af dyrlægen på baggrund af positive erfaringer i en række besætninger.

Formålet med vaccinen er at få soen til at lave antistoffer, der dækker flere typer E. colibakterier, som så kommer over i mælken og videre til pattegrisene.

Toxicol koster 42 kr. pr. gylt. Det vil sige, at på et hold med 14 gylte, så skal bare tó ekstra grise overleve for at udgiften er hentet hjem. Vi startede med den nye vaccine for fire uger siden, og i næste uge kommer de første fuldt vaccinerede gylte ind i farestalden.

Som et andet tiltag er vi begyndt at give gyltene elektrolytvand, som er tilsat 1 ml eddike pr. gris, i truget en gang dagligt, så snart de har faret. Det får de i fire dage. Vandet skal gøre maveindholdet lidt mere surt, så bakterierne ikke kan leve så godt. Det er også gjort på anbefaling af dyrlægen.

Nu er jeg spændt på at se, om de nye tiltag har en effekt. Jeg krydser fingre og håber det virker, så pattegrisene kommer sig bedre over diarréen, end jeg har set de seneste måneder.

Faktaboks

Anton Nielsen

  • Svineproducent, Sindal, blogger til Svin Plus
  • 1.180 søer
  • Producerer årligt 39.000 smågrise, som sælges efter fem uger ved ca. 8 kg
  • Fem ansatte
  • Markbrug: 80 hektar, som alle er bortforpagtet

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle