Svineproducent har it-sikkerhed som høj prioritet
Stort set intet fungerer uden IT. Det opdager nogle svineproducenter først, når det er for sent.

Hvis et nyt hjemmeblanderanlæg står stille, skyldes det måske ikke manglende strøm eller mekaniske nedbrud, men noget så umiddelbart uskyldigt som computernedbrud.

»Vi er blevet meget afhængige af IT i de sidste 10-15 år, men vi har ikke samtidig erkendt, at vi dermed også er blevet meget sårbare«, lyder det fra Torben Povlsen, smågriseproducent og formand for Centrovice.

Han har hidtil undgået IT-nedbrud og hackerangreb på sin bedrift med 800 søer, markbrug, medarbejderboliger, Bed & Breakfast og udstrakt brug af programmer som Agrosoft, Summax, Dashboard og Ø90 Online.

Men han hører fra kolleger, at der sker nedbrud, vel at mærke nedbrud, som kunne have været forhindret.

Opfordring

Derfor opfordrer han sine kolleger til at tage hele sikkerhedsproblematikken omkring IT mere alvorligt.

Han efterlyser et nyt mind-set på området.

»Vi skal passe langt bedre på vores data og vores IT-systemer. Et IT-nedbrud her på bedriften ville være dyrt i form af tabte arbejdstimer og mistede data. Derfor vil jeg hellere forebygge end helbrede«, siger han.

At landbruget ikke går fri af hacker-angreb, kan man blot se til Danish Agro og Hatting for at konstatere, men almindelige landbrug oplever også nedbrud og dyre tab af data.

Torben Povlsen har i flere år outsourcet sin IT-sikkerhed til Terra Connect, dels fordi han ikke selv er IT-ekspert, dels fordi hele virksomheden ville lide under et nedbrud.

Terra Connect gennemgår med mellemrum alle virksomhedens IT-systemer og foreslår forbedringer af sikkerheden, hvor det er nødvendigt.

De fjernovervåger temperatur og belastning af alle bedriftens computere og kan på den måde udskifte en computer, før den bryder ned.

De foreslog for nogle år siden at opdele det trådløse netværk i to: ét for virksomheden og ét for medarbejdere.

»Jeg kender bedriftens computere, men jeg kender ikke mine medarbejderes telefoner og computere. Derfor skal de to ting holdes adskilte«, siger Torben Povlsen.

Terra Connect sørger også for, at kodeord bliver skiftet

»Man oplever måske, at det er irriterende at skifte kodeord, men alternativet er altså værre«, siger dir. Peter Søby, Terra Connect.

Faktaboks

Bedre IT-sikkerhed

  • Fjernovervågning af bedriftens computere
  • Back up af data
  • Opdeling af netværk 
  • Opdatering af virusprogrammer

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle