Svineproducent: Her skal en medarbejder være hesteejer eller sygeplejerske

På Nibble gård i Midtsverige med produktion af 6.000 slagtesvin er filosofien, at hvis grisene har god trivsel, trives medarbejderne også. Ejerne Magnus Johansson og hans kone Lene Lindahl har helt særlige ønsker til medarbejdernes kvalifikationer.

Hvordan har mine grise det egentligt?

Det satte den svenske svineproducent Magnus Johansson, Nibble gård ved Västerås ca. 100 km vest for Stockholm, sig for at studere nærmere helt tilbage i 2002. Bevæggrunden var, at han tit blev mødt af skeptiske forbrugere, når han solgte gårdens produkter fra butik.

Han allierede sig med Per Wallgren, professor i veterinærmedicin hos SVA (Statens veterinärmedicinska anstalt), og ved hjælp af forskningspenge fik de lejlighed til at filme gårdens slagtesvin, når personalet ikke var tilstede.

Af studierne fremgik det, at grisene især var stressede lige før og under fodringen. I en sti med ni grise skiftede hver gris plads ikke mindre end 80 gange under en fodring.

Droppede det gamle staldsystem

Derfor besluttede Magnus Johansson sig for at droppe det gængse staldsystem med afdelinger med mange grise og lange ædetrug.

I dag står Magnus Johansson med et staldsystem bygget i 2009 og som er indrettet ud fra studierne i 2002 - tilsat en række andre faciliteter, fortæller netavisen Jordbruksaktuellt.

Gårdens svinebesætning omfatter 230 søer med produktion af 6.000 slagtesvin. Godt to tredjedele af produktionen af svinekød afsættes under eget mærke, Nibble Gårdsgris, og målet er at hele produktionen skal afsættes under eget mærke.

Der fravænnes tæt på 31 grise pr. årsso. Dødeligheden er 17-18 procent, og målet er at komme under 15 procent.

Hesteejer eller sygeplejerske

Den overordnede filosofi er, at jo bedre trivslen er for grisene, jo bedre er arbejdsmiljøet for gårdens otte ansatte. 

Og ejererne lægger ikke skjul på, at deres svineproduktion ikke er af den gængse slags, hvilket kræver særlige egenskaber hos personalet.

Derfor ser man gerne, at en ansøger til et ledigt job er hesteejer og/eller sygeplejerske, som de mener generelt har egenskaber som omsorg, fleksibilitet og er problemløsere. 

16 afdelinger i slagtesvinestalden

Slagtesvinene går i stalde med hver 16 afdelinger. En afdeling har to stier med hver 20 grise.

To stier deles om en foderautomat, der har to foderudløb for tørfoder. Automaten er udstyret med sensor, så grisen kan udløse en foderportion. Grisene kan æde døgnet rundt, og det viser sig, at grisene æder 40 procent af foderet i perioden fra kl. 22 til 04 morgen.

Hver sti har desuden adgang til separat veranda med bruser, der automatisk går i gang hvert 20. minut, når udetemperaturen er over 20 grader. Der er installeret gulvvarme, som omvendt kan anvendes til afkøling om sommeren.

Alle afdelinger er adskilte, hvilket er en fordel for at minimere smitteoverførsel. Selve staldgangen løber dog ud i ét fra ende til en anden, så den naturlige ventilation kan fungere.

Typisk er der fire grise ad gangen som æder, mens de andre måske sover eller leger. De ved nemlig, at der altid er foder at få, og derfor behøver de ikke slås om det.

Årets klimabonde

I fremtiden er det ønsket også at filme søer og smågrise, og herefter videreudvikle deres staldsystemer  som det er sket for slagtesvinene.

Nibblegård er i år kåret til Årets Klimabonde, fordi ejerne også lægger stort vægt på at minimere CO2-aftrykket. Dette indebærer blandt andet håndtering og brug af svinegødningen for bedst mulig udnyttelse i marken samt opbygning af organisk indhold i jorden.

sbu

  

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle