Svineproducenter er vilde med gammel race

På bare tre år, fra 2013 til 2016,er antallet af avlere af sortbroget landrace øget fra 20 til 50.

Det sortbrogede landracesvin har kronede dage som nicheprodukt til forbrugerne.

På bare tre år, fra 2013 til 2016,er antallet af avlere  øget fra 20 til 50. Også bestanden er øget kraftigt i samme periode, nemlig fra 130 til 395 dyr. Det viser nye tal indhentet af Landbrugsstyrelsen, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse .

Udgangspunktet er naturligvis meget beskedent i i forhold til den danske svinebestand, men fremgangen vidner alligevel om, at racen har potentialet til noget større.

"Det er glædeligt, at bestanden er vokset over de seneste par år - både for avlerne, men også for forbrugerne, der får mere at vælge imellem på restauranternes menukort.

Fremgangen betyder, at racen ikke længere er kritisk truet, men dog stadig truet, så det er fortsat vigtigt, at de gode bestræbelser på at bevare racen fortsætter," siger Knud Erik Sørensen i pressemeddelelsen.

Han er formand for Bevaringsudvalget, der koordinerer arbejdet med bevarelsen af de gamle husdyrracer.

Op og ned for gamle husdyrracer

De seneste tal indhentet af Landbrugsstyrelsen også fremgang for de fleste gamle kvægracer. For eksempel nåede bestanden af jysk kvæg i 2016 sit højeste niveau siden 1997, hvor bestanden var på omkring 126 dyr. I 2016 var bestanden på 988 dyr.

Fremgang er der også at spore for dansk landraceged, der i 2005 havde en bestand på 400, og i 2016 en bestand på 1379 dyr.

Derimod ses der hos en række andre gamle husdyrracer, blandt andet landracefår og hvidhovedet marskfår, en lille tilbagegang fra 2015-2016, og samlet set er langt de fleste gamle husdyrracer stadig truede af udryddelse.

Fakta om bevarelsen af gamle danske husdyrracer

Miljø- og Fødevareministeriet giver tilskud til at bevare gamle danske husdyrracer som eksempelvis rød dansk malkerace anno 1970, dansk landfår og den jydske hest.

Formålet med tilskuddet er at tilskynde ejere af gamle husdyrracer til at avle og registrere renracede dyr og dermed forhindre udryddelse af de truede gamle husdyrracer.

Landbrugsstyrelsen står for at udbetale tilskuddet, mens Bevaringsudvalget står for den overordnede koordinering af arbejdet med ordningen.

I 2017 modtog Landbrugsstyrelsen 170 ansøgninger om tilskud til gamle danske husdyrracer, hvilket var 37 mere end året før.

I alt blev der i 2017 udbetalt tilskud for cirka 1,4 millioner kroner til bevarelsen af gamle husdyrracer.

Faktaboks

Det sortbrogede svin - der er kendt for sin høje frugtbarhed og sine gode moderegenskaber - kan i Danmark dateres helt tilbage til middelalderen.

I slutningen af 1800-tallet gik bestanden imidlertid tilbage, da mere hurtigt voksende og bacon-egnede svineracer kom på markedet og langsomt udkonkurrerede det sortbrogede svin.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle