Svineproduktion i USA: Kan dyret gå, så kan det komme til slagt

Af Mette Kryhlmand, veterinary trainee, Minnesota, USA
Mette måtte desværre rejse hjem nogle uger tidligere end forventet pga. corona-situationen. Denne artikel er sidste i blogserien fra USA. 

Transportegnethed er et omdiskuteret emne, og i december 2018 blev den danske kontrol med dyretransporter intensitiveret. Tilbageholdelse af dyr til slagt pga. diverse skavanker er absolut ikke en sjældenhed i dansk svineproduktion.  

I USA er situationen en anden. Der virker til at være mindre fokus på det enkelte dyr, men derimod større fokus på identifikationsnumre, vaccinationsprogram og biosecurity, når det kommer til transport af dyr. 

Det prioriteres, at sygdomssmitte undgås, så hvis et par af slagtesvinene har friske halebid, men ellers ikke virker plaget af nogen sygdom, så kommer de uden problemer med på transporteren. 

Brokgrise kan også sendes afsted på normalvis med de andre slagtesvin. Ofte er fradraget på slagterierne dog så stort, at det ikke kan betale sig at sende brokgrisene afsted for amerikanske svineproducenter.

Støttehalt og skuldersår har ingen betydning

Jeg havde det primære ansvar for behandlingen af besætningens syge dyr og i samarbejde med besætningsejeren, der også er svinedyrlæge, vurderede jeg, hvornår en so skulle aflives eller sendes til slagt. 

I vurderingsarbejdet kunne jeg glemme alt om dansk standard. En so, der var støttehalt på venstre forben, men stadig kunne gå fint på de tre andre, kunne jeg sætte på slagtelisten. 

Så længe soen var i stand til at gå i nogenlunde tempo, var det stort set underordnet, hvilke ledskader hun led af. 

Skuldersår er heller ikke nogen hindring for transport til slagt. Generelt har skuldersår en lav velfærdsmæssig prioritet i USA. I denne besætning bliver søer med svære skuldersår ikke fravænnet tidligere i farestalden, puttet i sygesti eller tildelt nogen form for behandling. 

Ud af en kapacitet på 216 søer i farestalden, vurderede jeg, at mindst 25 pct. af søerne udviklede skuldersår i løbet af diegivningsperioden. En stor del af disse ville blive kategoriseret som 'svære skuldersår' i den danske vurderingsskala for skuldersår, og flere af søerne havde sår på begge sider. 

Nedentående billeder illustrerer eksempler på fund af skuldersår på min tidligere arbejdsplads i Minnesota. Hjemme i Danmark kan ubehandlede skuldersår af dette omfang politianmeldes. 

Eksempel på skuldersår hos en so i en af farestaldene, hvor alle stier er fuldspaltede. Foto: Mette Kryhlmand

Disse to søer i en af farestaldene havde 'svære skuldersår' på begge sider. Foto: Mette Kryhlmand

Var der en grund til at udsætte ovenstående søer med skulderlæsionerne og sende dem til slagt, ville det altså ikke være et problem at sende dem med på vognen til slagteriet. 

Prolaps sammensyning sender flere dyr afsted

Amerikanske svineproducenter har en stor frihed til udførelse af diverse indgreb på dyrene, hvor det i mange andre lande vil kræve ekspertise fra en dyrlæge. 

Et indgreb er fx sammensyning af en udskudt endetarm eller vaginal udkrængning. Her i sobesætningen bliver det udelukkende gjort på søer, men i slagtesvinsproduktioner bliver det også udført. 

En so eller et slagtesvin kan ikke sendes afsted til slagt hvis prolapsen er synlig, og derfor er prolaps sammensyning en standardprocedure i mange amerikanske besætninger, hvor både ejeren selv eller en medarbejder må udføre indgrebet. 

Det er en del nemmere at udføre indgrebet, hvis dyret selv trækker prolapsen ind ved fx at rejse sig. Ellers er det nødvendigt at 'folde' prolapsen ind, før sammensyningen kan ske. 

Jeg nåede selv at lave en vaginal prolaps sammensyning én gang i løbet af mit ophold i USA. Det var på en so, der stod til at fare inden for en uge. 

Sammensnøringen med suturnål og tråd i området omkring vulva skulle sikre, at soen stadig kunne tisse problemfrit, men uden at prolapsen kunne komme ud igen. Afslutningsvis lavede jeg en knude, som kunne bindes op igen lige omkring faringstidspunkt, så fødselskanalen ikke var blokeret. 

Succesraten er varierende alt efter prolapsens størrelse. Ved udskudt endetarm er der risiko for, at dyret ikke kan komme af med afføring på normalvis efter en sammensnøring, hvilket er livstruende. 

Det er dog en oplagt mulighed for amerikanske svineproducenter, for at sende flere dyr til slagt. Ydermere kan det redde grise i farestalden.

Billedet illustrerer min første sammensyning af en vaginal prolaps, mens billedet til højre er et ældre tilfælde af en succesfuld prolaps sammensyning. Foto: Mette Kryhlmand

Lovgivning på området 

Der skal være en statsautoriseret dyrlæge tilstede ved pålæsning af svin til transport, hvis dyrene skal krydse en statsgrænse. I den forbindelse underskriver dyrlægen en såkaldt CVI, Certificate of Veterinary Inspection, der er et bevis for, at dyrene ikke bærer på sygdom, der kan viderebringes.

Når det omhandler transportegnetheden henvises der til generelle velfærdsretningslinjer, der ikke er regler, men anbefalinger til producenterne. 

Det amerikanske National Pork Board uddyber dog på deres hjemmeside, at en gris/so/orne, der ikke kan gå selv, er syg, svært skadet eller blinde på begge øjne ikke kan transporteres. 

Ydermere skal søer, der befinder sig i de sidste 10 pct. af drægtighedsperioden eller har faret inden for de sidste to dage, transporteres under specielle forhold. 

Ifølge EU-lovgivning må transporttiden for svin ikke overstige 24 timer, og den efterfølgende hvileperiode på et aftalt hvilested skal vare mindst ét døgn. Der er ydermere krav til hvilestedet. 

I USA gælder 28-timers reglen, der har eksisteret siden 1873. Dyr under transport skal lades af og have adgang til vand og foder inden 28 timer fra afgangstidspunktet. 

Efter fem timers hvile, kan dyrene læsses på igen. Kravet til hvilestedet er, at det er 'passende'.

Et brud på denne regel kan medføre en bøde til den ansvarshavende på mellem 100-500 dollars, svarende til 678-3.388 danske kroner. 

Loven om de 28 timer gælder ikke, hvis dyrene transporteres i vogne, hvor der er mulighed for vand, foder og hvile.