Syge- og reststald giver penge i kassen

Lasse Eriksen, Boje og Eriksen Landbrug I/S, har god økonomi i en sygestald. Artiklen er fra arkivet og publiceret første gang i magasinet SVIN, februar 2018.

Der har ikke været nogen undskyldning for ikke at tjene penge på slagtesvin de sidste to år. Heller ikke selvom man har ældre stalde.

Så klart lyder budskabet fra Lasse Eriksen, Boje & Eriksen Landbrug I/S.

De to ejere med henholdsvis en tømrer og en landmandsuddannelse supplerer hinanden godt.

»Der er god sparring i at være to. Det holder os begge til ilden, og vi er ikke lige gode eller dårlige til de samme ting«, sagde han.

Der bliver regnet økonomi på alle parametre. For eksempel ved han præcist, at hjemmeblandet foder
er 12 øre billigere end indkøbt færdigfoder.

»Det svarer til en mio. kr. for os om året. Selvom vi trækker driftsomkostninger fra, giver det overskud at blande selv«, sagde han.

Han kan også fortælle, at der er en besparelse på fire øre pr. foderenhed ved at køre med fire foderblandinger fremfor blot én foderblanding.

God økonomi i sygestald
50 til 60 grise pr. ugehold når ikke slagtevægten efter 13 uger. De sættes sammen i en bufferstald, hvor de går til de når slagtevægten.

Han har regnet på økonomien i at holde dem, til de når almindelig slagtevægt.

»De vokser mellem 1.200 og 1.800 gram og har et foderforbrug mellem 2,2 og 2,7. Det eneste, vi skal være opmærksomme på, er dårlige ben«, sagde han og tilføjer, at han også selv var overrasket over, at restgrisene kunne spurte så hurtigt.

Hans forklaring er, at de blot blev trykket af de rangstærke i stien, der åd foderet fra dem.

Fin formaling kostede
Med hjemmeblandet foder er formalingsgraden konstant i fokus. Tidligere lå andelen under en mm på 72 procent og dødeligheden svingede mellem 2 og 2,5 procent.

»Vi havde mistanke om, at foderet var for fint formalet, så vi gik ned på 65 procent under en mm. Siden har vi ligget mellem 1 og 1,5 procent i dødelighed «, fortæller han.

Lasse Eriksen understreger også betydningen af, at smågrisene får godt foder hos leverandøren: Mavesår grundlægges ikke alene efter 30 kg.

Han har også forsøgt at gå fra 3,0 til 3,15 foderenheder som slutfoderstyrke. Det betød et lidt højere foderforbrug og et fald på en procentpoint i kød, så de gik tilbage til 3,0.

»I tørfoderstalden er de til slut uden foder fra kl. 14 til 05, men det giver ikke store problemer «, siger han.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle