Sygestier med blødt leje redder mange søer

Det er ikke til diskussion – sygestier med et tørt, blødt leje redder mange søer fra aflivning. 

Af Lisbeth Ulrich Hansen, Seges 

Beregninger viser, at der er rigtig god økonomi i at etablere tilstrækkelig med gode sygestier. Det daglige, omhyggelige tilsyn skal sikre, at søerne kommer i behandling rettidigt og eventuelt ind i sygestierne.

Dermed øges chancerne for, at søerne hurtigt kommer sig og kan flyttes tilbage til drægtighedsstierne eller til en buffersti.

En målrettet indsats kan sikre, at cirka 80 pct. af de syge dyr kan vende tilbage som produktionsdyr efter et ophold i sygestien.

Hver gang sooverlevelsen øges med en procentenhed tjenes 50 kr. pr. årsso, men læg mærke til, at der ovenfor står sygestier med et tørt, blødt leje. Langt de fleste søer, der har behov for opstaldning i sygesti, har ben- eller klovproblemer og skal ligge blødt. 

Etablering af strøet, drænet halmmåtte

Sygestierne etableres med et fulddrænet gulv, hvor gulvet i lejet har en åbningsgrad på 5-10 pct. mens gulvet i gødeområdet har en åbningsgrad på 15 pct.

I lejet tildeles halm, og derfor bør der være linespil under sygestierne. Halmmåtten drænes således løbende for urin og fremstår hele tiden tør.

For at sikre, at søerne bruger stien ’rigtigt’, skal der være lukket inventar rundt om lejet og åbent inventar rundt om gødeområdet. Hvis det er praktisk muligt, kan der opsættes overbrusning over gødeområdet – men for at undgå fugt i lejet må vandet ikke ramme lejet.

Se flere tips til at indrette sygesti med blødt leje til søerne i det nye nummer af SVIN Special, der udkommer i denne uge.

Faktaboks

  • Der er et lovkrav om minimum 2,5 pct. sygestier i forhold til antal stipladser til løsgående, drægtige søer.
  • MEN behovet vil være 3-5 pct. sygestier afhængig af produktionssystem. Hvis der er etableret gulvfodring eller vådfoder i langkrybbe, er der behov for 10 pct. sygestier.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle