Syv smågrisebesætninger: Vejehold kan være øjenåbner for mere optimal drift

I SvineRådgivningens koncept EliteSmågrise er der oprettet vejehold, og resultaterne viser, at det kan være en øjenåbner for at justere til en mere optimal drift.

Vejehold for smågrisene kan være en øjenåbner for at ændre på konkrete forhold som fx fodertildeling eller fysiske forhold.

Det viser konceptet EliteSmågrise, som blev søsat af SvineRådgivningen i Herning først på året med deltagelse af syv besætninger.

Som en del af konceptet har besætningerne nemlig opstartet vejehold, og resultaterne fra disse begynder at kunne sammenfattes, fortæller seniorrådgiver Bjarne Knudsen i SvineRådgivningens seneste nyhedsbrev.
 
Et vigtigt budskab fra vejeholdene hos EliteSmågrise-besætningerne er, at det er afgørende for tallenes brugbarhed, at smågrisene vejes hver uge. Gør det på samme tidspunkt på dagen og fortsæt som minimum, indtil sidste foderskift er foretaget, lyder anbefalingen 

En gangvægt er absolut at foretrække. Når først grisene har været på vægten et par gange, kender de vejen og vejningen i de efterfølgende uger kan klares hurtigt og nemt.

Vejeholdsgrisene er derfor også nemme at få ud af stierne, når de skal sælges eller flyttes over i slagtesvinestalden.

Eksempel på vejehold

I forbindelse med vejehold er det vigtigt at få noteret, hvad der sker i stalden, så det kan sammenholdes med tallene og vækstkurven.

”Vi lukkede for gulvvarmen”. ”Vi sorterede grise ud” eller ”Vi skiftede til blanding 2” er eksempler på hændelser i stalden, og som kan give udslag på tallene fra vejeholdene. Tallene alene fortæller ikke meget.

Det er først, når man dykker ned i detaljerne, man opnår en viden, der kan bruges ude i stalden, understreger Bjarne Knudsen.

Figur 1. Eksempler på et vejehold af små smågrise

Grisene vejer 4,5 kg i gns. ved indsættelse

  • 1. De mindste 20 af grisene udsorteres: disse grise vejer i gns. 5,4 kg en uge efter indsættelse
  • 2. Skift fra babyblanding til normal fravænningsblanding: grisene vejer i gns. 5,9 kg
  • 3. Gulvvarmen lukkes: grisene vejer i gns. 7 kg
  • 4. Skift til 9-15 kg’s blanding: grisene vejer i gns. 9,1 kg
  • 5. Skift til 15-30 kg’s blanding: grisene vejer i gns. 17,4 kg

Er fravænningsblandingen god nok?

Ovenstående figur giver fx anledning til at diskutere om fravænningsblandingen er god nok, da grisenes vækst aftager efter skiftet til denne blanding.

Det kunne også være interessant at afprøve et tidligere skift til slutblandingen, da grisenes tilvækst stiger markant efter skiftet til denne.

Det er dog vigtigt, at flere vejehold viser samme tendens, før der drages håndfaste konklusioner, påpeger Bjarne Knudsen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle