Sæt mikrofon på grisen - hostelyde skal forebygge sygdom

Boehringer på vej med nyt system til svinestalden: Ved at overvåge hostefrekvensen i en sektion af grise, er der potentiale for at kunne reagere hurtigt inden grisene bliver mere syge.

Medicinalvirksomheden, Boehringer Ingelheim, har købt en andel i det belgiske firma SoundTalks NV tilbage i april måned.

SoundTalks-systemet består af digitale mikrofoner, der optager hostelydene fra grisene. 

Mikrofonerne har en indbygget algoritme, så de kan adskille hostelyde fra andre lyde, der kommer fra grisene og omgivelserne. 

Formålet med at monitorere hostefrekvensen i en sektion med grise er at detektere en øget hostefrekvens, hvorefter der sendes en alarm ud til ejer eller medarbejdere via en app. 

Hoste er et af flere symptomer på respiratorisk sygdom, og derfor kan en høj forekomst af hoste indikere, at grisene netop er ramt af sygdom.

Relevante sygdomme i denne sammenhæng er fx Ap-serotyper, Mycoplasma, influenza og PRRS. 

Et respiratorisk sygdomsudbrud hos grisene er tabsvoldende for landmanden, så det er derfor fordelagtigt, hvis sygdommens konsekvenser kan mindskes ved at sætte ind hurtigt.

Afprøvning på Sjælland og i Jylland

P.H. Rathkjen er projektleder hos Boehringer Ingelheim og beretter om deres afprøvninger af SoundTalks-systemet.

I august måned satte Boehringer ingelheim SoundTalks-mikrofoner op i seks slagtesvinssektioner, hvor de bliver indtil slagtetidspunktet. 

I hver sektion er der opsat to monitorer, der har internetforbindelse via bluetooth og wifi. 

Når monitorerne registrerer en højere forekomst af hoste, bliver der sendt alarm ud til relevante personer via den tilhørende app.

Alarmerne bliver brugt til at målrette diagnostikken, så prøverne bliver taget med den rette timing, mens grisene viser symptomer på luftvejssygdom.

I denne sjællandske afprøvning bliver grise i enkelte stier vejet kontinuerligt for at eftervise en sammenhæng mellem tilvækst og frekvensen af hoste. 

Yderligere to afprøvninger er planlagt i jylland til en endelig evaluering af app og brugervenlighed.

SoundTalks-systemet bliver tilgængelig fra 2020. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle