Tænk gæld eller kapacitet - hvem siger træerne vokser ind i himlen?

Ugen på Spidsen: Brug noteringsstigningen til en langsigtet konsolidering af bedriften, anbefaler denne uges klummeskribent på Svin Plus.

Jeg har ikke helt styr på, hvor meget noteringen er steget de sidste måneder, men det er meget.

Hver krone og hver øre i noteringsstigning er jer svineproducenter og hele branchen velundt. På mange bedrifter har noteringsstigningen også været nødvendig for overlevelse.

Der er mange gisninger om, hvor højt noteringen kan nå, og om den blot holder et højt niveau denne sommer, eller om de gyldne tider varer i årevis.

Det må tiden vise, men en notering mellem 11 og 12 kr. i flere år er næsten ikke til at forestille sig. Og slet ikke når vi også har udsigt til faldende foderpriser, og en høst der i hvert fald vurderet i juni ser ganske fornuftig ud.

Huller fra 2018 skal fyldes op

Tillad mig at dryppe lidt malurt i bægeret.

Der er store økonomiske huller, der skal fyldes op efter et slemt 2018, hvor hverken høst, svinenotering eller foderpriser gik i svineproducenternes retning.

Mit råd skal være, at man bruger det økonomiske råderum, som opgangen forhåbentlig giver, til at konsolidere sin bedrift, så man skaber sig et bedre udgangspunkt for næste nedtur, der nok skal komme på et tidspunkt.

Konsolidering kan både være at afvikle den dyreste gæld, men kan også være at lave mindre ændringer i staldanlægget, så produktionen bliver mere effektiv, eller får et mindre forbrug af arbejdskraft, foder eller andre ressourcer.

Sådanne investeringer eller ændringer år efter år forbedrer bedriftens samlede økonomi, selvom det ikke nødvendigvis kan ses som et bedre dækningsbidrag.

Det vil typisk være investeringer, der forbedrer kapacitetsudnyttelsen, måske giver bedre udnyttelse af poltene eller betyder, at søerne kan få et kuld eller to mere.

Det kunne også være kornrenseren, der sikrer, at det sidste korn i siloen også er sikkert at fodre med.

Morten Thomsen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle