Tørken presser svineproducenter ud

Flere slagtesvineproducenter har allerede trukket stikket som følge af dårlig notering, rekordringe høst og stigende kornpriser.

Sommerens massive tørke har i flere tilfælde været startskuddet til, at flere svineproducenter har valgt at lukke produktionen af slagtesvin ned.

Det er meldingen fra driftsøkonom Finn Skotte fra VKST.

»Forleden havde jeg en snak med en mindre producent, som valgte at lave sine grise færdige og så lukke bagefter. Jeg kan høre fra min kollegaer, at de oplever det samme scenarie«, siger han.

Ifølge Finn Skotte er slagtesvineproducenter dem, der er mest udsatte, fordi denne driftsgren kræver store mængder korn.

»Producenterne er ramt tre-dobbelt. Planteavlen har i år givet 30-40 procent mindre korn, som samtidig har resulteret i prisstigninger på korn på 20-30 procent. Desuden er slagtesvinenoteringen historisk ringe, og det rammer specielt slagtesvineproducenterne midt mellem øjnene«, siger han.

Kornet koster ekstra i år

Finn Skotte illustrerer gennem et tænkt eksempel, hvor greelt det står til hos mange slagtesvineproducenter.

»En producent har måske 200 hektar, hvor han mangler to ton korn pr. hektar. Det svarer til 400 ton korn, han skal købe ind til 150-170 kr. pr. tønde. Det er en meromkostning på 600.000 kr. for at supplere med korn, hans egen jord ikke har givet i år. Ved produktion af 20.000 slagtesvin skal han bruge 3.000 ton korn årligt, som han selv kan levere halvdelen af fra egne marker. Derfor skal han indkøbe 1.500 ton, som nu er blevet 50 kr. dyrere svarende til 750.000 kr. ekstra. Det er en stor ekstraregning på et tidspunkt, hvor noteringen samtidig er dårlig«, påpeger Finn Skotte, der understreger, at den dårlige høst bliver regnskabsmæssigt tungere hos mange svineproducenter end hos rene planteavlere, fordi svineproducenter normalt er både planteavlere og indkøbere af store mængder foderkorn.

Kontakt banken og find billigt foder

Han opfordrer pressede slagtesvineproducenter til at være proaktive i forhold til kreditgivere.

»Kontakt din rådgiver og bank og meld klart ud om, hvilket likviditetsbehov du ser ind i. Det er det, bankerne er til for, men for op mod en tredjedel af svineproducenterne vil bankerne ikke være med til at give yderligere likviditet«, vurderer Finn Skotte.

Den aktuelle krisesituation følger efter et fantastisk godt 2017, hvor specielt soholdere og også slagtesvineproducenter fik polstret sig økonomisk. Derfor er Finn Skotte heller ikke bekymret for de velpostrede producenter.

»I et historisk perspektiv er den nuværende krise ikke så alvorlig. 2007-2009 var værre og gjorde rigtig ondt, fordi den varede tre år«, siger han og fortsætter:

»Lige nu og her er der ikke rigtig andet at gøre end at håbe på, at noteringen retter sig, og så skal man forsøge at skaffe billigere foder i lighed med den indkøbsforening, jeg har hørt om, der arbejder på at få et helt skib med majs til Danmark«.

Figurerne viser den uheldige kombination af stigende priser på hvede og et år, der har været præget af en lav notering på slagtesvin.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle