Texas vil stoppe vildsvin med præventionsmiddel

I Texas er der kommet et nyt produkt markedet, der via foder fungerer som præventionsmiddel for vildsvin.

Et stort antal vildsvin har vakt stor bekymring for mange borgere i blandt andet delstaten Texas, USA.

Foruden skade på marker, der har store økonomiske konsekvenser, så kan vildsvinene også bære på og sprede alvorlige sygdomme. Bestanden er desuden svær at regulere, idet reproduktionsgrad er stor. 

Nu skal et nyt produkt med navnet HogStop bidrage til at løse problemet. Det skriver flere amerikanske medier, blandt andre Lone Star Outdoor News og KTRE.

Naturlige produkter 

Produktet er udviklet af Daniel Loper, og han fortæller, at HogStop er et præventionsmiddel, der er lavet på naturlige foderingredienser, som ofte også bliver brugt til kvæg. 

Foderet indvirker på ornens fertilitet, således at sædproduktionen mindskes med op til 40 procent.

Daniel Loper oplyser, at produktet er patenteret, og han ønsker derfor ikke at afsløre ingredienserne i HogStop. Der er også kun lavet undersøgelser af produktets effekt af fabrikanten selv.

Ingen grund til bekymring 

Daniel Loper anbefaler, at man kun fodrer med HogStop på foderpladser, der udelukkende er beregnet til vildsvin. 

Han understreger, at fertiliteten for andre dyrearter kun vil blive påvirket ved et meget højt indtag af HogStop. 

Der er heller ingen grund til bekymring for menneskers sundhed ved konsum af vildsvinkød fodret med HogStop, ifølge fabrikanten. Det samme gælder ved human indtagelse af foderet.

”Mennesker skal indtage store mængder af foderet for at det kan føre til sterilitet. Jeg vil dog bestemt fraråde, at man selv spiser foderet”, siger Daniel Loper.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle