Tican om vildsvinehegn: Det er fint, men det gør det ikke alene

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget, at der langs den dansk-/tyske grænse skal opføres et 70 km langt hegn, der skal begrænse indvandringen af vildsvin fra Tyskland . Men det vil ikke være nok til at holde afrikansk svinepest ude, lyder det fra Tican.

Det er godt, men der skal mere til.

Sådan lyder konklusionen fra specialkonsulent hos Tican Karsten Ambrosen om Folketingets vedtagelse af opførelsen af det 70 kilometer lange vildsvinehegn ved grænsen.

"Det er et godt initiativ, som fra veterinær side vurderes at give rigtig god mening som værktøj, der kan minimere risikoen for at få afrikansk svinepest til Danmark med vildsvin", skriver han i Ticans seneste ugeopdatering.

Der kommer dog til at gå en rum tid, inden hegnet kan opføres.

Der skal gennemføres miljøundersøgelser mv., som forventes at foreligge i efteråret 2018, og først derefter kan arbejdet med at opføre hegnet påbegyndes.

Der er således lange udsigter, før der vil være et hegn ved grænsen, som kan begrænse antallet af vildsvin, der kommer til Danmark sydfra.

Der skal mere til

Men selvom det er et godt initiativ, så er det ikke nok til at holde sygdommen ude af Danmark, lyder det.

Karsten Ambrosen peger nemlig på, at det stadig er alfa omega, at svinetransporter, der har været i udlandet, skal være rene og desinficerede og overholde gældende karantænebestemmelser

Derudover lægger han vægt på, at besøgs- og karantæneregler skal overholdes, uanset om det handler om udenlandske medarbejdere med relationer til lande, hvor afrikansk svinepest forekommer, jagtture eller andet

Sidst men ikke mindst nævner han, at man skal undgå madvarer og jagttrofæer mv. medbragt fra lande med afrikansk svinepest.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle