Tjek fodersiloerne hver 14. dag

Ældre foderrester kan hurtigt forvandles til det rene gift for dyrene og betyde store produktionstab.

Af Peter Jakobsen, Fagchef Foder, LandboNord SvineRådgivning

Rengøring af fodersiloerne er yderst vigtig for at sikre en god foderhygiejne og et højt produktionsniveau i besætningen.

Ældre foderrester kan hurtigt forvandles til det rene gift for dyrene, og betyde store produktionstab.

Støv, fugt og varme er en farlig sammensætning

I foder- og råvarer-siloer er der meget støv sammen med fugt og varme, og det kan hurtigt danne belægninger hvor der er grobund for svampe- og bakterier-vækst.

For at undgå belægninger i siloerne, kræver det inspektion hver 14. dag, og hovedrengøring hvert kvartal.

Ved at fjerne belægninger hver 14. dag undgås ophobning af gamle foderrester. Vær kritisk, hvis der findes klumper i foderet. Bræk klumperne i stykker og tjek farven og lugten.

Brug næsen, er der noget der lugter muggen i siloen, så skal der tages fat med rengøringen. Det gælder både indendørs- og udendørssiloer, da støvudvikling, store temperaturudsving og høj fugtighed gælder begge steder og hele året rundt.

Opmærksomhed ved tømning af fodersiloer

Almindelige fodersiloer tømmes fra toppen gennem siloens centrum, derved bliver foderet i bunden udfodret sidst. Derfor er det vigtigt at fodersiloer tømmes og rengøres inden påfyldning af nyt foder.

Der kan let ophobes gammelt foder i bunden eller langs siderne på siloen, og ved høj varme samt ved fugt opstår der hurtigt skimmel- og svampevækst.

Det kan i yderste konsekvens udvikle toksiner, der kan betyde store produktionstab i form af reproduktionsproblemer, høj dødelighed, manglende ædelyst og nedsat tilvækst.

Let adgang til kontrol og rengøring

Det skal være let og sikkert for staldpersonalet at føre tilsyn med fodersiloerne, ellers løses opgaven ikke tilfredsstillende.

Der skal være en inspektionsluge med en let og sikker adgang til denne. Lav en platform eller gangbro, således at rengøringsarbejdet kan udføres effektivt. Herfra skal der hver 14. dag føres tilsyn og rengøring, når siloen er tømt.

Rengøringen foregår bedst med luftkompressor monteret med et langt rør, således at siloen kan blæses ren fra inspektionslugen. Inspektionslugen kan eftermonteres, og investeringen er absolut overkommelig.

Lav en rengøringsplan

Opsæt en rengøringsplan i foderladen eller på siloen.

Rengøringsplan skal beskrive punkterne ved silorengøringen og gerne med billeder, således at alle medarbejdere kan forstå og løse opgaven tilfredsstillende.

Med en rengøringsplan er det muligt at sætte en dato for rengøringen og en mulighed for at tjekke op på at rengøring er udført korrekt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle