Uden zink har grisene højere ædelyst - kan det være del af løsningen?

Ugen På Spidsen: Jeg har besøgt et par producenter, det i løbet af 2021 har udfaset zink. De har ikke gjort noget, vi dybest set ikke vidste i forvejen, men alene det jeg vil kalde godt håndværk. Til gengæld beretter producenterne om højere ædelyst - og det er en interessant vinkel, skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

Artiklen er publiceret første gang på Gris online i december 2021

Betyder zinkophøret en katastrofe eller bliver det et lille bump på vejen?

Jeg har besøgt et par producenter, det i løbet af 2021 har udfaset zink. 

Deres forberedelse til at køre zinkfrit har været lidt forskellig, men alle har været opmærksomme på at få pattegrisene til at æde tørfoder både før og efter fravænning. 

Fremgangsmåden har været hyppige tildelinger (fem gange dagligt) af et velsmagende foder med lavere proteinindhold end standardblandinger. 

Desuden har de haft større opmærksomhed omkring kun at fravænne grise, der var tjenlige til fravænning, og de har haft ekstra opmærksomhed omkring varme og tørre fravænningsstalde.

Altså ikke noget vi dybest ikke vidste i forvejen, men alene det jeg vil kalde godt håndværk.

Her er en interessant vinkel: Højere ædelyst

I det store billede er zinkophøret forløbet fint. Ingen ændringer i effektivitet, medicinforbrug, dødelighed, foderforbrug, ensartethed eller tilsvarende. 

Til gengæld beretter de om højere ædelyst. Det er ganske enkelt lettere at få grise til at æde foder, der ikke indeholder zink. 

Det er en interessant vinkel. Zink smager ikke godt og har uden tvivl begrænset foderoptagelsen i dagene efter fravænning. Måske har denne begrænsning været en del af den diarréhæmmende virkning. 

Omvendt har det også betydet, at de nyfravænnede ikke er kommet godt i gang med at æde. Lav foderoptagelse fremmer mistrivsel og diarré.

Måske ligger en del af løsningen omkring zinkophør i at sætte alt ind på at forbedre foderoptagelsen før, under og efter fravænning. 

Morten Thomsen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord Zinkfri

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.