Udfasning af zink: Få grisene til at æde tidligt

Med zinkudfasningen syv måneder ude i fremtiden bør svineproducenter få afprøvet tidlig fodring i fare- og klimastalden.

Artiklen er første gang publiceret 8. december 2021

Læs mere om udfasning af zink på www.landbrugsavisen.dk/zinkfri

 

Når en hollandsk forsker i 2013 i en undersøgelse kunne konstatere, at 60 procent af grisene ved otte kg ikke havde ædt foder inden fravænning, har svineproducenterne en udfordring, når de om 7,5 måned skal fravænne deres grise uden medicinsk zink.

Derfor handler det om at have stort fokus på at få pattegrisene til at æde inden fravænning.

»Vi har en tommelfingerregel om, at vi gerne vil have en gris til at æde et halvt kg, inden den bliver fravænnet, og minimum 100 gram pr. dag op til fravænning for at få den enzymtræning, der skal til«, fortalte LVK-dyrlæge Mette Gade, da hun tirsdag var indlægsholder på LVKs fyraftensmøde i Aulum, der trak omkring 100 tilhørere.

I klimastalden kan der også gøres en ekstra indsats for at få succes med fravænning uden medicinsk zink. Det var budskabet fra Bjarne Knudsen, svinerådgiver hos SvineRådgivningen, der fremhævede gode erfaringer med elektrolytvand, der lærer grisene i klimastalden at komme hen til foderautomaten.

Opblødt foder i de første 14 dage i klimastalden var også på Bjarne Knudsens to-do-liste:

»Fodring i de første 14 dage handler ikke bare at lave en foderblanding, og så kører alting. Det handler om at få grisene til at æde. Det er utrolig vigtigt, de lærer det i farestalden, og det skal man fortsætte med i klimastalden. Opblødt foder kan være en rigtig god idé fire gange dagligt. Det skal være ædt op inden for 30 minutter«, sagde han.

Emneord Zinkfri

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.