Udsigt til ny støttepulje til slagtesvinestalde

Seges Svineproduktion arbejder for en ny støtteordning til slagtesvinestalde, der kommer i spil i 2019.

Mens der fortsat opføres og renoveres slagtesvinestalde under den eksisterende moderniseringsstøtteordning til slagtesvinestalde, kan en ny runde med støttekroner være på vej.

En mulig opfølgning på den eksisterende ordning har der været talt om længe, fordi en række af de planlagte projekter, der har modtaget støttetilsagn, ikke bliver til noget.

Det er disse restmidler, der gerne skal i spil igen.

»Vi arbejder på, at der skal komme en ny ordning til slagtesvinestalde. Det kan godt være, der bliver stillet nogle ekstra krav til dem, men ordningen skal gerne udmøntes her i starten af 2019, og vi arbejder på at få ordningen bredt ud hurtigst muligt«, sagde Erik Larsen, da han var indlægsholder ved LandboNords svineårsmøde.

Han oplyste, at der fra svineerhvervets side arbejdes på, at den næste ordning omfatter et krav om modning såsom miljøgodkendelse og meget gerne en byggetilladelse.

»Vi arbejder fra vores side på, at får man et tilsagn om støtte, skal man også være i jorden, inden der er gået et år. Vi skal huske, at pengene skal være brugt inden udgangen af 2022, fordi det er landdistriktsmidler, og da udløber ordningen. Som jeg tidligere har sagt, forventer jeg derfor, at Landbrugsstyrelsen får lavet nogle processer og krav om modenhed, så vi er sikre på, at størstedelen af fremtidige projektstøttemidler kommer ud og bliver brugt«, sagde Erik Larsen.

Han mener, at kravet om at gå hurtigt i jorden efter tilsagnet muliggør, at andre får muligheden for at søge midlerne, hvis projekter i en ny ansøgningsrunde ikke bliver igangsat.

Faktaboks

Støttepulje

  • Et trecifret mio.-beløb blev søgt, da der for et par år siden blev åbnet for Moderniseringsstøtteordningen til Slagtesvinestalde.
  • En pæn del af midlerne er taget i brug. Resten skal aktiveres i en ny ordning.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle