Ung svineproducent vil opbygge produktion i lejede eller billige stalde

Mathias Broholm driver på tredje år et driftsfællesskab med 900 søer med en kompagnon. Gode økonomiske resultater har fået makkerparret til at tage næste skridt - et sohold på 700 søer.

32-årige Mathias Broholm har fået en flyvende start som selvstændig svineproducent.

I 2018 stiftede han et driftsfællesskab, der har et soanlæg med 900 søer og produktion af syv kgs-grise.

Selskabet driver han med kompagnonen Christian Nygaard, der ejer jorden og soanlægget, men konstellationen er omvendt på den soejendom, som Mathias Broholm overtog 1. december 2020. Her er der igen det fælles driftsfællesskab, der skal drive soanlægget med 700 søer og produktion af syv kgs-grise, men bygningerne ejer Mathias Broholm.

Den tilhørende jord er minimal, og det er lige i hans ånd, fordi der dermed ikke bindes kapital i jord.

"Jeg var heldig at komme ind på ejendom et i et driftsfælleskab på det helt rigtige tidspunkt. Priserne var lave, og siden er det gået rigtig godt med gode priser i 2019 og 2020", forklarer den unge nordjyske svineproducent.

God økonomi muliggjorde nyt ejendomskøb

Det er de økonomiske resultater, der også har muliggjort, at han nu har kastet sig ud i et nyt projekt - et nedslidt og konkursramt soanlæg ved Præstbro, som ifølge Mathias Broholm er overtaget til en god pris.

I øjeblikket giver en lille håndfuld håndværkere de nedslidte stalde nyt liv, og planen er, at produktionen er på fuld drift til sommer.

"Aftalen er, at håndværkere er væk 21. juni. Anlægget har en rigtig god løbe- og drægtighedsstald fra 2006, så derfor har jeg allerede løbet polte fra den DanBred-leverandør, vi også får polte fra på vores første ejendom", forklarer han.

Det billige setup, hvor der ikke bindes penge i jord, er en bevidst strategi, og det samme gælder for investeringstidspunktet.

"Jeg hørte Martin Lund Madsen holde indlæg på Svinekongressen for nogle år siden, der ikke havde noget problem med at købe, når alle andre ikke turde, og sælge, når priserne var høje. Så når Danmarks største svineproducent kan, kan jeg også gå efter at lægge mig i overhalingsbanen, når andre ikke tør. Da vi startede i 2018 satsede vi på, at svinepriserne blev gode, og det samme er tilfældet nu", siger han.

Et billigt setup kan få unge i gang

Det kan være svært for unge at finde en vej ind på markedet som selvstændig svineproducent.

For Mathias Broholm har vejen vist sig at være gennem et driftsfællesskab, der lejer et soanlæg og ikke har bundet penge i en masse jord.

Næste skridt har været at overtage en nedslidt bedrift, der kræver omfattende renovering, men hvor der er en langvarig gylleaftale, og jorden omfatter stort set kun det areal, hvor bygningsmassen står.

"Skal jeg råde andre unge til en vej som selvstændig, vil jeg som det første kigge på ens kompetencer. Det, man ikke er god til, skal man have dækket af. Jeg er f.eks. ikke stærk på håndværk, men det er min kompagnon", siger Mathias Broholm og fortsætter:

"Der er ikke én vej til at blive selvstændig. Men man skal være klar på en masse bump undervejs, og man skal være indstillet på at passe grise hele ugen, og der er ikke plads til ret meget socialt liv".

Gode økonomiske resultater på den første ejendom har gjort en stor forskel.

"Jeg oplever pengeinstituttet mere lydhøre, efter vi har vist resultater med den første ejendom og har lavet en langvarig gylleaftale. Vi bruger færdigfoder og er ikke bekymret for stigende foderpriser. De falder igen, og vi kører med meget lange kontrakter på foderet", siger han og understreger, at penge ikke er hans drive.

"Jeg motiveres ikke af penge. Jeg motiveres af at udvikle de medarbejdere, jeg har. Det er det, der driver mig", siger Mathias Broholm, der for tiden er på udkig efter nye medarbejdere.

"Næste skridt er af få rekrutteret de medarbejdere, vi mangler til denne ejendom. Det er vi i gang med nu", siger han og nævner, at han ikke har en strategi for fremtiden klar:

"Jeg vil helst have 700 søer og full-line frem for 4.000 søer og hjemmeblandet foder frem for færdigfoder. Det har jeg ikke, men vigtigst er, at jeg har en billig produktion".

Faktaboks

  • Mathias Broholm 
  • Præstbro
  • Renovering af soanlæg, der skal producere syv kgs-grise på basis af 700 søer.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle