Vær sikker på at ventilation og alarm kører - seks svinestalde ramt
Hedebølger kan dræbe grise og kyllinger, hvis landmændenes ventilation og alarmanlæg svigter. Sådan advarer Topdanmark, der allerede har haft syv anmeldelser, heraf seks for svinestalde, i den varme periode af sommeren i år. 

"Hedebølgen sidst i juni måned fik alvorlige konsekvenser for en del grise og kyllinger, idet Topdanmark i den varme periode modtog syv anmeldelser om el-svigt – de seks var fra svinestalde og den sidste fra en kyllingeproducent", fortæller Gunnel Andersson fra Topdanmarks landbrugsafdeling, i en pressemeddelelse. 

”Resultatet var flere hundrede døde svin og kyllinger”, fortsætter hun.

Lynnedslag er også en sommertrussel

I de pågældende sager, var der flere årsager til, at ventilationen svigtede, og til at alarmen ikke gav det nødvendige varsel.

I nogle tilfælde fik lyn anlæggene til at stoppe, men der var også tilfælde, hvor menneskelige eller tekniske fejl var årsagen. 

En hyppig årsag til strømsvigt er lynnedslag og dem er der mange af om sommeren. Tilsvarende er overspænding ofte årsag til skader på elektrisk udstyr.

"Derfor bør man også sikre sine installationer mod lynnedslag og overspænding. Lynsikring, som også kaldes transientbeskyttelse, af hovedtavlen vil mindske risikoen meget. Det er en forholdsvis lille udgift i forhold til de gener og skader, som et strømsvigt kan medføre",  siger Gunnel Andersson.

Den menneskelige faktor

Gunnel Andersson kender eksempler, hvor ventilationsanlægget er blevet slukket med vilje. F.eks. i forbindelse med rengøring i stalden, eller når grise udleveres til transport.

”Når man slår ventilation og alarm fra, er det vigtigt, at man har en klar procedure for, at anlæggene kobles til igen,” siger hun. 

Telefonkæder skal holdes ajour

Mange landmænd har flere telefonnumre kodet ind i deres alarmanlæg, så der bliver sendt besked til relevante kontakter, hvis anlægget går ned. Men det er vigtigt at holde denne liste ajour.

"Vi oplever gang på gang, at den eller de medarbejdere, hvis numre er på listen, enten ikke er ansat mere eller har skiftet telefonnummer. Der er også mange, der slukker telefonen, hvis de er på ferie i udlandet for at undgå dyre regninger. Og så er en telefonkæde ubrugelig", fortæller Gunnel Andersson, som derfor opfordrer til, at man jævnligt kigger på listen med kontaktnumre. 

Fejl opstår og derfor er det vigtigt, at man laver nogle klare procedurer, så alarmanlægget tjekkes dagligt, så man ikke en dag kommer til at åbne døren til et staldafsnit med døde grise.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle