Ventilationsfirma letter likviditeten hos landmanden med ny finanseringsmodel

Ventilationsfirma lancerer ny finanseringsmodel, hvor anlægget leases, mens montagen betales kontant.

Kontant betaling for montagen, og leasing af anlægget over tre-fire år.

Det er elementerne i en finanseringsmodel, som KJ Klimateknik, står bag. Modellen skal modvirke den aktuelle situation, hvor likviditetsknaphed i mange tilfælde sætter investeringer og vedligeholdelse i bero.

Konceptet fra virksomheden der leverer klimaløsninger og luftrensningsanlæg til husdyrproduktion, omfatter løbende service af ventilationsanlæg for at sikre driftsstabilitet og reducere tid til fejlfinding ved et eventuelt nedbrud, ligesom det inkluderer fri support og rabat på reservedele.

"Dermed er landmanden sikret et driftssikkert ventilationsanlæg med et minimalt likviditetsbehov, og som giver strømbesparelser på op til 70 procent", anfører firmaet.

Den nye finanseringsmodel er allerede taget i brug hos fynske Ulrich Rasmussen, der driver en soejendom med 1.300 søer. Han har opgraderet sin staldventilation med helt nye energieffektive motorer.

"Løsningen giver mulighed for at opgradere anlæggene, uden at det påvirker din likviditet, og jeg slap eksempelvis for at skulle trække på min kassekredit. Det er jo hårde tider for os landmænd, og det kan være rigtigt svært at skaffe finansiering, også når det gælder de helt nødvendige investeringer. Uden muligheden for finansiering via denne model er jeg fx ikke sikker på, at jeg havde kunnet opgradere mit staldsystem", siger Ulrich Rasmussen.

Installationen har den sideeffekt, at han nu opnår store månedlige strømbesparelser.

"På den måde er det også en løsning, som relativt hurtigt tjener sig selv hjem igen. Her sørger KJ Klimateknik i øvrigt som en ekstra krølle på halen for at ansøge om energitilskud fra forsyningsselskabet, så løsningen bliver så udgiftsneutral som muligt", anfører det midtjyske firma.

Hos Seges er der en tro på, at fremtiden vil byde på ligende finanseringsmoddel på grund af de likviditetsudfordringer, branchen står med.

"Vi ser allerede en tendens i retning af øget anvendelse af forpagtning og leasing samt forskellige former for samarbejde, fx maskinfællesskaber, indkøbsforeninger mv. På grund af den høje gæld og generelt beskedne marginaler indtjeningsmæssigt, forventer vi, at denne udvikling fortsætter i de kommende år", siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef hos Seges.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle