Verdens største svineselskaber eksploderer i størrelse

Næsten fem mio. ekstra søer har verdens 40 største svineselskaber fået på et år.

At Kina samler sine svineproduktioner på færre hænder bliver mere og mere tydeligt på den årlige oversigt over de selskaber, der har flere end 100.000 søer.

Oversigten, der udarbejdes af det canadiske avlsselskab Genesus og betegnes World Mega Producer, viser utrolig vækst for en række af de kinesiske svineselskaber.

Sidste års nummer to, Muyuan Foodstuff, har mere end fordoblet sit so-antal og er gået fra 1.283.200 til 2.624.000 søer, og er rykket op som nummer et på listen - men konkurrencen er blevet intensiveret. 

Sidste års nummer et, Wens Group, har sat 500.000 ekstra søer ind i deres staldanlæg og har løftet deres produktion fra 1.300.000 til 1.800.000 mio. styk.

Smithfield Foods/WH Group, der i mange år var det klart største svineselskab i verden, er igen i år nummer tre på listen, men er gået 15.000 søer tilbage til nu 1.225.000 søer.

At der er stor aktivitet i Kina vidner de næste to selskaber på listen, der begge er gået fra 500.000 til 1.200.000 søer, også om. Selskaberne Zhengbang Group og New Hope Group står bag den udvikling.

På listen, der omfatter 40 selskaber med flere end 100.000 søer, har seks selskaber flere end en mio. søer. Det sidste på listen er Charoen Pokphand Foods fra Thailand, der på et år har fået 30.000 ekstra søer og nu har 1.180.000 søer.

Selskabet er blandt andet kendt for at have overtaget det norsk-danske selskab Russian Baltic Pork Invest, som har en stor svineproduktion i Kaliningrad og fortsat har dansk ledelse.

De seks selskaber skiller sig markant ud, idet nummer syv på listen blot har 500.000 søer. 

Kina dominerer listen med 15 selskaber. Europa er repræsenteret med Cooperl (Frankrig, 245.000 søer), Vall Companys Group (Spanien, 213.000 søer), Costa Food Group (Spanien,150.000 søer) .

De 40 selskaber står registreret med totalt 16,5 mio. søer. Det er en fremgang på 4,9 mio. søer på et år. Til sammenligning er den danske sobestand på omkring en mio. styk.

Emneord Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle