Svindelanklaget BMG-direktør: Jeg er forfærdelig skamfuld

Den bortviste, tidligere direktør Jens Møller udtaler sig nu for første gang om anklagerne om massiv svindel i hans selskab BMG.

For første gang siden anklagerne om svindel i handelsselskabet BMG i Randers udtaler den bortviste direktør og ejer Jens Møller sig nu.

Det sker via en skriftlig erklæring fra hans advokat:

"Jeg er forfærdelig ked af de konsekvenser, som mine handlinger har medført. BMG A/S var grundet markedets udvikling endt i en svær situation. Mine intentioner har alene været, at virksomheden skulle overleve, så arbejdspladserne og min kompagnons og mit livsværk kunne bestå. Det har aldrig været min intention, at nogle skulle påføres tab herved", lyder det i meddelelsen.

Hvorvidt kuratorernes anslåede omfang af svindlen på op mod 70 mio. kr. stemmer, vil Jens Møller ikke bekræfte.

"På nuværende tidspunkt har jeg ikke mulighed for nærmere at vurdere, hvorvidt de tal, der er oplyst i medierne, stemmer overens med de faktuelle tab, som mine handlinger måtte have påført SparNord og andre kreditorer. Jeg har via min advokat rettet henvendelse til politi og kurator, for at stå til rådighed med oplysninger, der kan bringe klarhed over hvilket reelt tab, der måtte være indtrådt", skriver han og afslutter:

"Jeg er forfærdelig skamfuld over at have svigtet alles tillid, og de tab det vil medføre!".

Advokat: Det var en snebold

Advokat Peter Nisgaard Brink fra advokathuset Funch og Nielsen har udsendt meddelelsen for sin klient.

"Jeg repræsenterer ham under de forudsætninger, at der muligvis kommer en straffesag", forklarer advokaten til landbrugsavisen.dk

- Hvordan stiller han sig til de mange anklager, der er kommet mod ham denne uge?

”Man er nødt til at afvente, hvad en eventuel sigtelse vil gå på. Man kan ikke erkende sig skyldig i noget, uden at kende det specfikke omfang af en tiltale.

- Jens Møller skriver, at han er meget skamfuld. Hvordan har han det?

"Han har det rigtig skidt med det, det kan jeg godt afsløre. Han har ikke gjort det i den hensigt, at nogen skulle lide tab eller have skade af det. Det er nok bare en snebold, der er begyndt at rulle".

Der blev søndag indgivet politianmeldelse fra BMG mod Jens Møller.

Emneord

BMG

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle