Svineformand giver hug til Danish Crown

Danish Crowns udmeldinger ved lancering af OUA-kød i Netto i 2018 fik hårde ord med på vejen af Torben Hauskov på Danske Svineproducenters generalforsamling.

Danish Crown fejlede i sin kommunikation, da slagerigiganten i sensommeren sammen med Salling Group lancerede OUA-kød i landets Netto-butikker.

Det var det utvedige budskab fra talerstolen ved Danske Svineproducenters årsmøde, hvor Torben Hauskov for første gang aflagde sin formandsberetning foran et talstærkt publikum.

"Det, som faldt os for brystet, var, at Danish Crown hylede med i et kor, hvor OUA blev forvandlet til udtrykket antibiotikafrit kød, og hvor der blev udtrykt en sundhedsmæssig forskel mellem OUA-kød og almindeligt svinekød", sagde svineformanden.

Danske Svineproducenter henvendte sig til Danish Crown efter slagteriets pressemeddelelse, som fulgte i halen på lanceringen af OUA-kødet. Af meddelelsen fremgik det, at overdrevet brug af antibiotika til grise på sigt kunne udgøre en reel trussel mod den danske folkesundhed, da det øgede risikoen for udvikling af multiresistende bakterier. Og på den baggrund lancerede Danish Crown altså kød fra grise opdrættet uden brug af antibiotika på det danske marrked.

Disse vendinger var Torben Hauskov alt andet end tilfredse med:

"Slagteriet ved - ligesom vi andre i branchen - at alt dansk kød er fri for antibiotika, og at vi i øvrigt har et af de laveste forbrug i verden. Derfor er det naturligvis en melding, som vores eget slagteri aldrig burde være kommet med", sagde Torben Hauskov.

Han oplyste, at foreningen fremlagde sin kritik for en »teflonbelagt« kommunikationsdirektør i Danish Crown uden at blive imødekommet. Men en undersøgelse, som Danske Svineproducenter gennemførte blandt sine medlemmer om Danish Crowns håndtering af sagen, fik ifølge Torben Hauskov Danish Crown til at indtage et andet standpunkt.

"Danish Crowns pressechef indrømmede til flere medier, at kommunikationen omkring kød fra OUA-grise kunne være håndteret mere elegant. Uden jeres hjælp, tror vi ikke, at vi havde fået Danish Crown til at sluge den kamel, så tak for det", lød det fra talerstolen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle