Svineformand om udsat støtteordning: Hellere vente to måneder mere og få bedre ordning

Efter hård kritik er den nye støtteordning til slagtesvinestalde blevet udsat. Det er fornuftigt, mener Erik Larsen, formand for L&F Svineproduktion.

Det er fornuftigt nok, at Landbrugsstyrelsen har valgt at udsætte den nye støtteordning til slagtesvinestalde.

Det mener Erik Larsen, formand for L&F Svineproduktion:

"Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har været en stor kritiker af udformningen af ordningen, da den kom i høring. Heldigvis har ministeriet været lydhøre over for dele af vores kritik, og det er nogle af de justeringer, som nu er med til at udskyde ordningen. Vi har derfor været af den opfattelse, at vi heller vil vente to måneder mere og så få en bedre ordning", udtaler Erik Larsen, formand for L&F Svineproduktion, i en skriftlig kommentar til Landbrugsavisen.

Støtteordningen, der har mødt meget kritik for sin udformning, skulle være åbnet for ansøgninger torsdag d. 5. marts, men er nu først planlagt til at åbne 5. maj.

Formanden har tidligere kaldt det for en "i praksis ubrugelig støtteordning", fordi ordningen ifølge udkastet indeholder nogle låste miljøteknologier, der gør staldene dyre i drift, og dermed kun rentabel i stalde med flere end 3.000 stipladser.

"Vi er fortsat uenige i det politiske valg man har truffet: At man kun giver støtte til projekter, der for de flestes vedkommende ligger langt over kravene i en almindelig miljøgodkendelse, men vi mener trods alt, at vi har fået nogle positive justeringer taget med, der udvider mulighederne for at foretage omkostningseffektive investeringer", siger Erik Larsen.

"Nu gælder det for ministeriet om at komme ud i landet og fortælle om de nye ordninger, så vi kan få sat gang i byggeriet af nye stalde", siger formanden.

Støtteordningen er ifølge Landbrugsstyrelsen blevet udsat for at få nogle af de forslag, der kom ind i høringsperioden, med i den endelige ordning.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle