Svinene finder nye veje sydpå

Vinderslevs lastbiler kører ufortrødent videre på tyske nummerplader i et tysk selskab, og Westergaard fortsætter også transporterne.

Familie- og forbrugerminister Carina Christensen kæmper en hård kamp mod danske svinetransportører.

I sidste uge suspenderede Fødevarestyrelsen de to største transportørers autorisationer til at køre med levende dyr. Niels Vinderslev i Randers og Henrik Westergaard i Sunds ved Herning har dermed måttet finde nye veje.

Konflikten mellem myndighederne og transportørerne gik i hårdknude, efter at TV-Avisen viste, at transportørerne kørte søer længere end otte timers i forbindelse med en omlæsning i Tyskland.

Tysk autorisation

På tv meddelte ministeren derefter, at de to eksportørers samlestalde blev lukket. Staldene er dog i denne uge genåbnet for smågrise med myndighedernes blå stempel. Og transporterne fortsætter med uformindsket styrke.

Men i branchen har indgerbene ikke ført til de store forskydninger af markedsandele, og transporterne ruller ufortrødent videre. Lukningen af samlestaldene betød, at aktiviteterne blev flyttet til andre stalde. Og suspension af autorisationerne har betydet, at Niels Vinderslev nu transporterer dyrene via sit tyske selskab og på en tysk autorisation. Langt størsteparten af Vinderslevs biler er indregistreret i Tyskland - kun få kører på danske plader.

Henrik Westergaard havde ikke på samme måde en udenlandsk autorisation og har haft midlertidige problemer. Men hjælpsomheden og opfindsomheden i branchen er stor, og forretningen fortsætter.

Ingen revolution

En af de andre store eksportører, Holger Sørensen, Porc-Ex i Kolding, har heller ikke kunnet mærke den store forskel efter ministerens indgreb:

"Der er ikke sket nogen revolution i branchen, og dyrene kommer af sted, som de plejer at gøre. Godt nok er der en afmatning i omsætningen af smågrise, men det er normalt for årstiden her op til høst," siger Holger Sørensen, Porc-Ex i Kolding.

"På langt sigt får det ikke få indflydelse på eksporten. Miljøreglerne er for skrappe i Danmark, og der er ikke mulighed for at opretholde produktionen, hvis grisene skal gøres færdige herhjemme. Bønderne har lagt om til smågrise, og man kan ikke med et snuptag sige, at de ikke må sælge til udlandet. For så bryder markedet sammen, og så kan vi først begynde at tale om mangel på dyrevelfærd," siger Holger Sørensen.

Formand for Danske Svineproducenter Torben Poulsen:

"Det er godt, de kører, for det er nødvendigt. Myndighederne skal tilsyneladende demonstrere magt, men jeg synes, de burde lade retssystemet tale. Dommen skal stå i forhold til forbrydelsen, og at lukke transportørernes forretninger er at gå langt. En bøde kan man da betale sig fra," siger Torben Poulsen.

Han mener, at hele landbruget, herunder Danske Slagterier, har en interesse i at transporterne fortsætter:

"De kan jo ikke lige pludselig begynde at slagte alle de dyr selv," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle