Svinenoteringen stiger i den kommende uge.
Danish Crowns svinenotering stiger med 20 øre for den kommende uge.
Dermed ender prisen på 11,40 kr. pr. kg. Sonoteringen stiger med 40 øre.
De kendte dynamikker på det globale marked for grisekød er præget af alvorlige rystelser lige nu, lyder det fra Danish Crown i en pressemeddelelse.
Først blev der lukket for eksport fra Tyskland til Filippinerne, derefter lukkede Kina ned for import fra Canada, og senest har Kina besluttet at begrænse importen fra USA betragteligt.
"Alt det her sker på et tidspunkt, hvor der er et relativt lavt udbud af grisekød globalt, men alligevel presser det priserne i store dele af Asien. Sælgere fra både Tyskland, Canada og nu USA er ude for at finde nye kunder, og det gør de med verdens ældste sælgerværktøj, nemlig lavere priser end konkurrenterne. Derfor ser vi et prispres på store og vigtige markeder som Japan, Sydkorea og Australien, men heldigvis er der kommet mere gang i Kina, så det mere end kompenserer for det, vi mister andre steder", fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.
I Europa er markedet også i bedring. Særligt markedet for skinker og forender løfter sig lige nu. Brystflæsk sælges godt, men til gengæld er de hjembragte priser fra England under pres på grund af et større fald i kursen på det britiske pund.
"Der er mange ting, der flytter sig lige nu. I dele af Europa har sommervarmen betydet mangel på slagteklare dyr, og helt som vanligt presser det priserne op, men priserne i markedet flytter sig ikke lige så hurtigt. Generelt set er udsigterne stadig positive, men uroen på verdensmarkedet har på få uger gjort udviklingen langt mere uforudsigelig", siger Lars Albertsen.