Svinenoteringen falder igen: Corona-uro får priserne til at sive

Svinenoteringen falder igen i uge 16.

Markedet for grisekød både i Europa og på verdensplan er trægt i øjeblikket, og det mærker også Danish Crown, der nu igen sænker noteringen for grise.

For uge 16 falder slagtesvinenoteringen på gris dermed fra 13,70 kr. pr. kg til 13,40 kr. pr. kg.

Også sonoteringen falder med 20 øre, og lander dermed på 10,70 kr. pr. kg.

Prisfaldet skyldes, at varerne afsættes af andre kanaler end normalt, og den uro det giver, har fået priserne til at sive, skriver Danish Crown i deres markedsberetning.

"Helt grundlæggende er verdensmarkedet fortsat underforsynet med grisekød, så det er den lavere aktivitet generelt som følge af corona-krisen, der sætter sig i priserne lige nu", fortæller Lars Albertsen.

 

 

I en situation hvor meget lidt er, som det plejer at være, har ledelsen i Danish Crown Pork analyseret både det øjeblikkelige afsætningsmønster, og de faktorer, der normalt driver salget i forårs- og sommermånederne.

Det har givet et godt overblik over, hvilke muligheder og udfordringer, der kan opstå i de kommende måneder.

"Lige nu er det vigtigt at have flere planer klar i skuffen. Vi er i mine øjne et godt sted, for vi ved præcis, hvad vi skal holde øje med, og vi har en klar idé om, hvordan vi vil reagere. Vi har en stor fordel i at have egne salgskontorer på alle vores største markeder, og samtidig har vi i vores selskab ESS-FOOD noget, som jeg bedst kan sammenligne med en global lyttepost. For deres folk ved, hvad der sker på de markeder, hvor vi ikke selv er til stede. Det er altid en fordel, men lige nu betyder det endnu mere, for det gør os i stand til at reagere på et bedre grundlag end vores konkurrenter", forklarer Lars Albertsen.

Markederne i Asien viser i øjeblikket tegn på bedring, men tvivl om hvilke konsekvenser Corona-krisen får for infrastrukturen gør, at indkøberne er mere tilbageholdende.

"Vi kan mærke, at kunderne ikke vil risikere at have lagt store ordrer ved en enkelt leverandør, som så pludselig bliver udfordret og ikke kan afskibe. På den front er vi også godt dækket ind og står stærkt med vores globale indkøbsaftaler på blandt andet fragt, og det er noget af det vi bruger ekstra tid på at forsikre kunderne om i øjeblikket", siger Lars Albertsen.

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle