Svinenoteringen tager endnu et dyk: Markedet vender rundt og Kina mangler

Omfattende skifte på markederne giver også nedadgående pres på svinepriserne, melder Danish Crown.

For anden uge i træk er der håndkantsslag til svineprisen på den danske notering.

20 øre mere må trækkes af noteringen hos Danish Crown, så svineprisen for den kommende uge lyder på 11,10 kroner per kilo. Derimod holder so-noteringen stand på de nuværende 6,70 kroner.

Dermed er årets ellers udelukkende positive trend med stigende priser nu slået ud af kurs med to gange store fald i træk. Og det ellers lige op til den positive udsigt til lokkende grillvejr og genåbnede europæiske lande.

"Det er dynamikken i markedet, der laver en u-vending lige nu. Efter en lang periode, hvor efterspørgslen fra Kina har drevet markedet, så sker der nu en bevægelse mod et større og bredere salg i Europa. Vi møder langt flere spanske og hollandske varer i markedet nu end for bare et par uger siden, og et så pludselig og omfattende skifte skaber altid uro", fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork i ugens opdatering.

Afsætningen til Kina er nemlig gået "markant ned i fart", lyder det fra Danish Crown, mens det øvrige Asien, herunder også Japan i stedet aftager på jævnt niveau.

En af udfordringerne i Europa lige nu er en relativt lav kapacitet til udbening af delstykkerne. Det sætter priserne på især forender og skinker under pres, mens efterspørgslen på bove, nakker og småkød til pølseproduktion er mere stabil, påpeger han.
 
"Lige nu handler det om at bevare overblikket og have en fast hånd på roret. Vi ved hvilke håndtag, vi skal skrue på for at møde markedet. Vi har fuld fokus på at holde vores eksport ud af Europa på et højt niveau, for forbruget i Europa er fortsat lavt som en konsekvens af COVID-19. Der er mange lande, der slet ikke er oppe i samme gear, som vi er i Danmark, og det holder aktiviteten nede", siger Lars Albertsen.

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle