Svinenoteringen tager kæmpe prisdyk

Danish Crowns notering for slagtesvin falder med 60 øre i den kommende uge. Det skyldes både faldende eksport til Kina og et overudbud af grillvarer i Europa.

Det europæiske marked for fersk grisekød slår endnu engang en kolbøtte.

En meget pludselig nedgang i eksporten til Kina har øjeblikkeligt fået udbuddet af kød til at stige i Europa, og det får nu får Danish Crown til at sænke svinenoteringen med 60 øre.

Dermed falder svineprisen fra 11,90 kroner per kilo til 11,30 kroner per kilo i den kommende uge. 

Det melder slagteriet i sin seneste markedsberetning, hvor det også lyder, at konsekvenserne af covid-19 stadig sætter sine spor.

Også prisen på søer tager et dyk på 40 øre, og lander dermed på 6,70 kroner per kilo.

De sidste måneder har svineprisen været støt stigende, men markedet har været usikkert, og det resulterer nu i et voldsomt prisfald, lyder det fra Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork:

"Gennem hele foråret er der blevet lagt arm i markedet. Alle aktører i Europa har opereret med en meget kort horisont, fordi der har været enorm usikkerhed om, hvordan efterspørgslen ville blive hen over sommeren. Derfor sætter priserne sig nu meget hurtigt og med en ret voldsom kraft, selvom overudbuddet af kød ikke er så stort, som prisfaldet på ni cent i den tyske notering indikerer".

Også den tyske notering tog torsdag morgen et stort prisdyk på 67 øre til 11,03 kr.

Dalende eksport til kina

Efter en lang periode med fuld fart på eksporten til Kina er den nu gået markant ned i fart, lyder det fra slagteriet.

Samtidig er noteringen i Kina mere end halveret siden nytår, fordi der lød meldinger om en meget stor stigning i antal slagtninger i Kina. Stigningen i den kinesiske produktion er dog udeblevet de seneste uger, mens der er vedvarende rygter om en ny bølge af ASF-udbrud.

"Det er ikke unormalt, at det kinesiske marked pludseligt går i stå. Det, vi hører fra Kina, er, at mange landmænd vælger at slagte grisene tidligt, fordi de frygter at blive ramt af afrikansk svinepest. Hvis det er rigtigt, så vil der komme et hul i markedet senere på året, men lige nu er vi glade for, at vi ikke har satset ensidigt på Kina. Vi har en god ordrebog til blandt andet Japan og Australien, og det kommer os til gode nu", siger Lars Albertsen, der helst ikke vil spå om fremtiden.

"Det er meget svært at sige, hvordan det øgede udbud i Europa vil påvirke markedet. Der er ingen tegn på, at forædlingsindustrien har store lagre, så det kan muligvis understøtte markedet. Udbuddet af slagteklare grise i Europa falder normalt også om sommeren på grund af varmen, og det bør også kunne stabilisere priserne, men lige nu er priserne generelt under pres. Vores fokus ligger på at bruge vores brede markedsadgang udenfor Europa til at holde farten oppe og dermed mængden af varer til salg i Europa nede", siger Lars Albertsen.

Sommervejret har ladet vente for længe på sig

Siden noteringerne i hele Europa blev drevet hurtigt og voldsomt op i slutningen af februar og starten af marts har det europæiske marked været ude af balance.

Priserne på grisene i Europa - og særligt i Tyskland - har gjort det meget svært at tjene penge for både slagterierne og forædlingsindustrien, lyder det fra Danish Crown.

Samtidig har foråret været usædvanligt koldt og genåbningen efter covid-19 er kommet langsommere end ventet. Alt sammen faktorer, der presser priserne.

"Selv om vejret er godt nu, så kan et godt salg af nakkekoteletter ikke betale for hele grisen. En overset faktor er formentlig, at en del slagterier rundt om i Europa lagde ”sommervarer” på frost i efteråret, da Tyskland blev ramt af ASF. Dem møder vi også i markedet nu, og på grund af covid-19 er der bare et lavere forbrug i Europa end normalt for sæsonen", fortæller Lars Albertsen.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle