Svinepest: Fødevarestyrelsen ruster sig til hysteri på sociale medier

Udover at inddæmme og bekæmpe sygdommen, er det en af Fødevarestyrelsens vigtigste opgaver i forbindelse med et udbrud af afrikansk svinepest at holde alle parter opdaterede - og begrænse spredning af frygt blandt forbrugerne.

Det moderne begreb "fake news", som handler om at urigtig information spreder sig på nettet, er frygtet i disse dage, hvor mange får deres nyheder på eksempelvis Facebook.

Hos Fødevarestyrelsen er man bevidst om risikoen for hysteri og "fake news" på de sociale medier i tilfælde af et udbrud af afrikansk svinepest.

Derfor er korrekt information nøgleord ved et udbrud.

"Vi er en myndighed, og det er ultravigtigt for vores troværdighed, at vi kun siger ting, som vi er stensikre på er rigtigt", siger beredskabschef Nikolas Kühn Hove fra Fødevarestyrelsen.

brugte kunstigt medie til øvelse

Ved et eventuelt udbrud bliver der hurtigt nedsat en særlig gruppe til både kommunikation internt og eksternt i Fødevarestyrelsen, men også til presse og overvågning af de sociale medier.

For at teste den gruppe havde man under øvelsen oprettet en kunstigt netavis og et kunstigt socialt medie, som kun deltagerne i øvelsen kan følge med i.

På det kunstige sociale medie har et hyret bureau stillet spørgsmål af større og mindre karakter.

"Her har vi fået nogle meget mærkelige spørgsmål. Men det er vigtigt, for virkeligheden kan let overgå fantasien, så det er med til at forbede os på lidt af hvert", siger Line Garbøl, dyrlæge i Fødevarestyrelsen.

På de sociale medier kan opstå tvivlsspørgmål fra eksempelvis gravide, der ikke tør spise svinekød eller spørgsmål til, hvordan smitten breder sig.

"Og selvom vi ikke har tid og ressourcer til at svare alle, er det vores pligt at holde borgerne oplyste, så frygt ikke spreder sig ubegrundet", siger Line Garbøl.

erhvervet skal opdateres - hurtigt

Det er selvfølgelig ikke kun offentligheden, der skal holdes opdateret, det skal erhvervet i høj grad også.

Hos Fødevarestyrelsen er man opmærksom på ønskerne om hurtig og korrekt information, som utvivlsomt vil komme fra erhvervet. 

"Vi ved godt, at det pres kommer, og vi forsøger at have et samarbejde med bl.a. Landbrug & Fødevarer, så information kommer ud til erhvervet så hurtigt som muligt", siger beredskabschef Nikolas Kühn Hove og erkender, at det kan tage lidt tid at komme i gang:

"Først og fremmest skal vi have informeret det politiske system og klædt vores øverste arbejdsgiver, miljø- og fødevareministeren på, samt vores europæiske kolleger. Men så snart vi er ovre den kaosfase, der er i starten, hvor de første udbrud kommer, så prioritere vi informationsflowet til vores kolleger i erhvervet".

"Heldigvis er der hos både os i Fødevarestyrelsen og i branchen stor viden om svinepest og hvordan sygdommen skal håndteres. Den viden kan vi dele ud af fra starte af", siger beredskabschefen.

Læs mere om Fødevarestyrelsens store øvelse i weekendens avis.

Emneord

afrikansk svinepest

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle