Svinepest skaber usikkerhed om sojapriserne

Vejret i USA skaber usikkerhed på råvaremarkederne, mens svinepestens rolle for sojapriserne fortsat er usikker.

Hvedepriserne vendte i sidste uge rundt, hvor Matif møllehveden fik støtte fra øget eksportefterspørgsel og steg 8,5 EUR/ton fra bunden. Fredag sluttede hvedemarkedet noget blandet med stigninger til maj-terminen, mens de øvrige terminer indkasserede fald.

Det skriver Jyske Markets i sin daglige afgrødekommentar.

I forbindelse med forfald på marts-terminen blev solgte-positioner rullet videre på maj-terminen i forventning om at markedet skulle lavere, og det fik maj-terminen til at falde kraftigere end de øvrige terminer. Men med short-covering og gevinsthjemtagning i sidste uge, fik maj-terminen indhentet lidt af det forsømte, og øget præmien til ny høst, hvor udsigterne er positive og profiterer på fraværet af vejrproblemer i Europa.

Mens de klimatiske forhold ikke skaber bekymringer for tiden i Europa, så er situationen langt mere kompliceret i USA, hvor oversvømmelser og problemer med store snemasser fortsætter med at skabe problemer i store dele af majsbæltet.

Kinesisk ASF giver usikker sojaimport

Af andre nyheder der kan få stor indflydelse på afgrødepriserne er den afrikanske svinepest, som endnu en gang trækker overskrifter i Kina.

Det kinesiske landbrugsministerium rapporterede i sidste uge, at antallet af slagtesvin i februar faldt med 16,6% i forhold til året før, mens tallet for søer var nede med 19,1%.

Alene i januar rapporteres der om fald af antallet af slagtesvin på 5,4% i forhold til måneden før. For de globale afgrøde-slutlagre uden for Kina bør det få relativt lille betydning, da Kina er mere eller mindre selvforsynende med hvede og majs, og årligt kun importerer i niveauet 3-5 mio. tons af hver afgrøde.

Men som bekendt er billedet noget anderledes hvad angår sojaimporten, og her er en 15-20% nedgang i svinebestanden en betydelig efterspørgselsfaktor. Kina købte i sidste uge over 50.000 tons amerikansk svinekød, hvilket er det største indkøb af amerikansk svinekød i to år, og dette på trods af at man stadig ikke har fundet en løsning på handelsproblematikken.

I proteinmarkedet har sojaskråen igen bevæget sig lidt væk fra niveauet omkring 300 $/ton, men trenden er fortsat retningsløst. Selvom forholdet mellem USA og Kina tegner til at gå i en mere konstruktiv retning, så har det ikke givet de helt store effekter til sojakomplekset, hvor efterspørgselsvæksten bekymrer jævnfør. ovenfor.

Rapspriser i Kina på vej op

Rapsfrøene fortsætter med at være under pres fra omkringliggende markeder. Palmeolien testede fredag 2.000 ringgit/ton – et niveau der ved første test holdte stand. Og I Kina er rapspriserne under opadgående pres, efter at have boykuttet import af canadisk canola.

Problematikken skulle i sidste uge have ført til, at en kinesisk virksomhed importerede australske frø og europæisk rapsolie, som følge af de stigende indenlandske priser.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle