Svineprisen ligger stille - direktør forsigtig optimistisk

Svineprisen er uændret for uge 11.

Danish Crowns svinenotering ligger stille på 14, 30 kr. pr. kg. i uge 11.

Noteringen for søer stiger med 20 øre og kommer op på 10,90 kr. pr. kg. 

Det fremgår af en meddelelse fra Danish Crown. 

Spredningen af corona-virus fylder mere og mere på det europæiske marked for fersk grisekød. Derfor arbejder de fleste kunder med en meget kort tidshorisont, fordi de hele tiden vil have mulighed for at reagere hurtigt, hvis virussen pludselig spænder ben for enten deres produktion eller deres afsætning, lyder det.

"Det vil være forkert at sige, at der er panik, men der er stor usikkerhed i markedet. Ingen har et klart billede af, hvad spredningen af corona-virus vil betyde for forbrugere af kød på tværs af Europa, så derfor er der rigtigt mange, der ikke planlægger mere end højst en uge frem. Vi er forsigtige optimister, fordi der ikke på nuværende tidspunkt er noget, der tyder på, at forbruget falder. Så i vores øjne er logistiske udfordringer lige nu den største risiko", siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.

Indtil videre går det fint med at få varerne ud til kunderne over hele Europa, men på det punkt kan der med kort varsel opstå problemer. Det skyldes især, at det nordlige Italien, som er hårdt ramt af corona-virussen, har den største koncentration af skinkeproduktion i hele Europa.

"Vi følger udviklingen tæt, men der er stor usikkerhed på bare en uges sigt. Der er en overhængende risiko for, at vores kunder enten vælger at producere mindre fordi de mangler folk, eller vælger at lukke helt ned i en periode på grund af frygt for spredning af corona-virussen blandt deres medarbejdere, fortæller Lars Albertsen.

På positiv siden er der fortsat godt gang i eksporten ud af Europa. Der er en jævn efterspørgsel fra Kina og en stabil afsætning til Japan og det øvrige Asien.

"Vi har meget at forholde os til i øjeblikket, men indtil videre kan vi håndtere det. Vores medarbejdere i både salg, logistik og ude på slagterierne er meget omstillingsparate, og det gør os i stand til at reagere hurtigt, hvilket er helt centralt i en situation, som den vi står i nu", siger Lars Albertsen.    

Både økotillæg og frilandstillægget er uændret for uge 11.

 

 

Obs. artiklen er opdateret kl. 14.10 med økotillæg og Frilandstillæg.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle