Svineproducent får fuld valuta for nye stalde - øger resultat med 70 procent

Højere afregningspriser på svin sætter positive aftryk i det fynske storlandbrug Kokkenborgs regnskab. Egenkapitalen er fordoblet på et år.

Det fynske storlandbrug Kokkenborg, som sælger sopolte baseret på gener fra Danish Pig Genetics, kommer yderst solidt ud af 2020.

Bruttofortjenesten voksede fra 16,5 mio. kr. i 2019 til 24,4 mio. kr. i 2020, og årets resultat steg med 70 procent fra 9 mio. kr. til 15,3 mio. kr. Egenkapitalen er mere end fordoblet til 28,9 mio. kr.

Dermed har Kokkenborg, der ligger i Stenstrup nær Svendborg, for alvor vendt den tilbagegang, der prægede bundlinjen i 2018-regnskabet.

“Vi har haft en stort set uændret afsætning - og med en stor afsætning til Aisen, som virkelig påvirker regnskabet positivt,” siger Dorte Bak Himmelstrup, der driver landbruget sammen med sin mand Jens Himmelstrup.

HØSTER GEVINSTEN AF NYE STALDE

Netop de højere afregningspriser på svin er hovedforklaringen på væksten i toplinjen. Det forbedrede resultat på bundlinjen skal ifølge Dorte Bak Himmelstrup hovedsageligt kan tilskrives Kokkenborgs investeringer i nye stalde.

I foråret 2019 stod en ny klimastald og en ny poltestald klar.

“Vi har for alvor høstet gevinsterne de nye faciliteter i regnskabet for 2020 - vi har fået bedre styr på omkostningerne,” siger Dorte Bak Himmelstrup.

På trods en velvoksen pengetank holder Kokkenborg foreløbig igen med nye store investeringer.

“Vi har ikke planer på beddingen her og nu, men vi forsøger naturligvis altid at optimere vores forretning løbende,” siger hun.

Kokkenborg beskæftiger 28 ansatte. Besætningen består af 2.350 søer, og den årlige produktion ligger i størrelsesordenen 30.000 polte.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle