Svineproducenter: Vi ved ikke, om tyskerne nægter at tage vores grise

Danske Svineproducenter frygter, at tyskerne vil afvise danske smågrise og foreslår en midlertidig kontrol af svinetransporter ved grænsen.

Danske Svineproducenter opfordrer Fødevarestyrelsen til straks at indføre en midlertid 48 timers kontrol af svineproducenter ved den dansk-tyske grænse.

Ønsket er fremkommet som følge af udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland, der blev bekræftet her til formiddag.

"Vi er meget bekymrede for konsekvenserne af fundet af afrikansk svinepest i tyske vildsvin. Med ét slag bringer det hele den tyske svineproduktion på gyngende grund, og vi ved endnu ikke, om de tyske svineproducenter vil reagere rationelt, eller om de vil gå i panik og måske nægte at modtage de danske smågrise, der er på vej til dem. Det er det, der bekymrer os allermest lige nu", siger Per Bardrum, direktør for Danske Svineproducenter.

Han forklarer, at det er et skrækscenarie, der kan gå ud over dyrevelfærden og true sundheden hos danske grise, hvis der begynder at strande danske smågrise i svinetransporter, fordi de ikke bliver læsset af, og hvis der måske endda er vognmænd, der forsøger at returnere grise til Danmark. 

"Det er derfor, vi opfordrer Fødevarestyrelsen til straks at etablere ekstra kontrol ved den danske grænse for at forhindre sådan et skrækscenarie. Ikke kun ved de store overgange, men ikke mindst ved de mindre passager", understreger Per Bardrum.

En anden frygt er, at der kan strande grise i danske samlestalde, hvis tyske landmænd nægter at modtage de grise, der er på vej til dem.

Udsigt til prisfald er forklaringen på, at tyske svineproducenter vælger at lade stalden stå tom i en periode. 

"I modsætning til danske standarder er det i forvejen en ikke ukendt kultur blandt tyske svineproducenter, at man fylder staldene, når prisen er god, og lader stalden stå tom, når prisen er mindre god", forklarer han.

Emneord

ASF i Tyskland

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle