To af landets største transportører må udsætte svinetransportere syd- og østover på grund af de varme temperaturer, der i øjeblikket hænger over Europa.
I både Vest- og Sydeuropa er der i øjeblikket flere steder tæt på 40 grader.
Ifølge EU-reglerne må lange dyretransporter over otte timer nemlig ikke foregå, hvis temperaturen hos dyrene overstiger 30 grader.
Både i Tyskland, Belgien, Franking og Italien er der meldinger om ekstrem varme.
"Vi har netop her til morgen haft en kort transport, altså under otte timer, til Tyskland. Men Fødevarestyrelsen mente, at det blev for varmt til de andre. Så vi har skubbet de listninger, vi skulle køre med her til formiddag, så de først når de varme områder i Tyskland i aften og nat", siger Søren Westergaard fra H&S Westergaard A/S, der sender omkring 650 svin afsted i eftermiddag.
Forventer ikke fuldt Stop
Dyretransporter, der har installeret køleanlæg, må gerne køre gennem områder med høje temperaturer. Ellers må man som transportfirmaet H&S Westergaard, der transporterer cirka 35.000 grise om ugen, skubbe sine transporter til om natten, hvor det er køligere.
"Vi forventer ikke et fuldt stop, det ville være fatalt over for dyrevelfærden ude i staldene. Hvis vi ikke kan få de grise, der er sat til salg væk fra staldene, er der nogle nye grise der mangler pladsen", forklarer Søren Westergaard, der oplyser at H&S Westergaard har drikkevand og ventilation via strøm, der kan holde dyrene kølige, hvis man må holde i kø.
Også hos transportør NV-Randers A/S (Vinderslev) har man kørt et par korte ture til morgen, men fem længere transporter af 3000 smågrise må vente til senere.
"De fleste transporter vi har i dag er lange, så de bliver ramt af ikke at måtte køre. Vi har fem hold, der ligger på stald lige nu. De må køre i aften omkring kl. 18 - 19 stykker. Det giver nogle udfordringer i forhold til logistikken i stalden og kørehviletiderne for chaufførerne, der plejer at køre to læs om dagen", siger Michael H. Vinderslev.
"Men det ser ud til, at det er i dag og i morgen, det bliver en udfordring, mens i næste uge ser ud til at blive normaliseret på temperaturerne", fortsætter han.
Fødevarestyrelsen laver stikprøvekontroller for at sikre, at dyrevelfærden er i orden - også i varmt vejr.
Lastbilchauffører skal blandt andet føre logbog over deres kørsel under lange ture. Her vil styrelsen kunne kontrollere, i hvilke områder transporterne har kørt - og hvornår. Desuden er der temperaturfølere på lastbilerne, som Fødevarestyrelsen kan kontrollere.
Faktaboks
Svinetransport i Danmark
- Ifølge Landbrug & Fødevarer eksporterde Danmark 14,6 mio. svin i 2018. Det tal indeholder både eksport af smågrise, svin og søer i alle vægtklasser.
- Det svarer til omkring 305.000 svin om ugen. I de første fire måneder af 2019 er der i alt blevet eksporteret lige omkring 5 mio. svin fra Danmark.