Sydbank har fået styr på nedskrivningerne i landbruget

Nedskrivninger på engagementer har i en årrække plaget Sydbank og er gået ud over pengeinstituttets årsresultater.

Men regnskabet for 2014, der blev offentliggjort onsdag, er opløftende læsning for bankens aktionærer.

Her udgør nedskrivninger på udlån nemlig kun 707 millioner kroner mod næsten 1,9 milliarder kroner sidste år.

Det er en væsentlig grund til, at den sønderjyske bank kan levere et plus på 1,052 milliarder kroner.

"Sydbank leverer det bedste resultat siden 2007, og det er tilfredsstillende
at se, at Sydbanks plan for at forbedre lønsomheden virker."

"Den fornuftige og stabile udvikling fortsætter; Sydbank har haft en stigning i udlånet på næsten tre procent i et meget konkurrencepræget marked," siger administrerende direktør Karen Frøsig.

Det pæne resultat betyder, at man for første gang i fire år nu er klar til at betale udbytte til aktionærerne.

Udbyttet bliver 7,08 kroner pr. aktie, svarende til 50 procent af årets overskud.

Sydbank overtog i slutningen af 2013 Diba Bank, hvilket har været med til at øge basisindtjeningen med seks procent, men samtidig også har bidraget til, at basisomkostningerne er steget med fire procent.

Forventningerne til 2015 er begrænset af det nuværende negative rentemiljø, men Sydbank regner med at øge sin basisindtjening svagt, mens omkostningerne forsøges fastholdt på 2014-niveau.

Banken forventer endnu lavere nedskrivninger, men det afhænger meget af landmændenes afregningspriser, som fortsat er under pres.

/ritzau/

Emneord

finansiering

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle