Sydbank: Her kan vi blive nødt til at afvikle bedrifter

Sydbank har netop præsenteret regnskab og skriver blandt andet, at især slagtesvineproducenter med beskeden egenkapital kan blive nødsaget til at afvikle bedriften.

En række landbrug er så pressede af de aktuelle priser, at de kan blive nødt til at lukke - eller blive lukket.

Det skriver Sydbank direkte i sin delårsrapport for 1.-3. kvartal, der blev fremlagt i dag.

"Vi forventer, at vi i lyset af de aktuelle afregningspriser og forventninger til 2019 vil se mange budgetter, der ikke hænger sammen, og som følge heraf vil en række svineproducenter, især slagtesvineproducetner med beskeden egenkapital, blive nødsaget til at afvikle bedriften", skriver Sydbank i kvartalsregnskabet.

Har udlån til landbruget på 4,3 mia. kr.

I regnskabet nævner banken, der er landets femtestørste kreditinstitut, at alle driftsgrene forventes at lave underskud i år.

Det sker, selv om mælkeprisen aktuelt står til 2,77 kr/kg, eller 26 øre højere end budgetteret for året, skriver banken, der derefter påpeger, at udbyttetabet i marken vil påvirke så negativt, at der samlet set alligevel forventes et underskud for mælkeproducenterne.

Sydbank har et samlet udlån til landbrug - før nedskrivninger - på 4,3 mia. kroner. Heraf er næsten en halv milliard kreditforringet, viser tal fra banken. Det svarer til 11,3 procent af det samlede udlån.

Derfor følger Sydbank Jyske Banks eksempel og øger nedskrivningen på bankens landbrugskunder. Ultimo september 2018 er det ledelsesmæssige nedskrivningsskøn øget med 50 mio. kr. til 125 mio. kr. De samlede nedskrivninger på landbruget i årets tre første kvartaler udgør i alt 164 mio. kr.

Nedjusterer forventninger til helåret

Adm. direktør Karen Frøsig nedjusterer med kvartalsregnskabet forventningerne til den samlede indtjening for 2018.  Det skyldes, at basisindtjeningen er hele 4 procent lavere end samme periode i 2017.

Den tidligere melding var, at man forventede et resultat efter skat i den lavere ende af 1,34 til 1,54 mia. kr. Nu vurderer man i stedet, at man efter med en bundlinje et sted mellem 1,25 til 1,325 mia. kr.

"De førstre 9 måneder af 2018 har været præget af en fortsat styrkelse af kundernes solide økonomiske forhold. Dette medfører tilbageførsel af nedskrivninger for 6. kvartal i træk. Som følge af en lavere indtjening i 3. kvartal end ventet nedjusterer vi vores forvetninger til resultatet efter skat til at være i intervallet 1.250-1.325 mio. kr.", udtaler Karen Frøsig  i regnskabsmeddelelsen.

Samtidig med offentliggørelsen af regnskabet annoncerede Sydbank en ny tre-årig strategiplan "en stærkere bank".

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle