Syddansk Fødevareklynge indtager Copenhagen Food Fair

Vikinge Blod-is, økologisk ost, koldrøget Fanø Laks og prisbelønnet kaffe er blandt produkterne, der skal få nye aftaler hjem, når 11 producenter med vækstplaner indtager Copenhagen Food Fair med en stor fælles stand for netværket Syddansk Fødevareklynge 22.-24. februar i Bella Center.

Fødevareproducenter fra hele Region Syddanmark møder talstærkt op, når Copenhagen Food Fair løber af stablen 22.-24. februar. 

Producenterne har indgået en marketingsalliance, der skal sørge for, at deres produkter kommer ud til endnu flere. De har sammen erfaret, at det bærer frugt, når man samler kræfterne på en fællesstand.

Nye kundeaftaler hver gang

En række produktnyheder skal stå sin test på messen, og professionelle besøgende kan bl.a.  smage på Vikinge Blod-is fra Dansk Mjød, Ørbæk Bryggeris økologiske Naturfrisk Energy Bars, nye oste fra Ulvedals Økologiske Stjerneserie samt den seneste udvikling af en kaffebrygger fra Grower’s Cup.

”Vi er endnu ikke kommet fra en messe uden nye kundeaftaler. Det giver langt større gennemslagskraft at stå samlet, for vi er mere synlige. Det er samtidig en ideel måde at fremvise produktnyheder både til nuværende og fremtidige kunder,” siger Britta Tarp, direktør for Is fra Skarø. 

Også familievirksomheden Fanø Laks sigter internationalt. De har netop landet en aftale med den ny butik Delicious by Nordic i Københavns Lufthavn, hvor der årligt strømmer 22 millioner rejsende igennem.  ”Vi har haft vokseværk i et tempo, hvor vi knapt har kunne følge med. Vi går fra at være en hobbyvirksomhed med 0 kr. i omsætning til 7 millioner kr. i dag seks år senere,” siger salgsdirektør Anne Müller Rasmussen fra Fanø Laks.

Syddansk Fødevareklynge er et regionalt fødevareprojekt, med formål om at skabe synergi og sammenhængskraft i samarbejde med lokale fødevarenetværk og fødevarevirksomheder i Region Syddanmark. Syddansk Fødevareklynge er et EU-støttet projekt under Væksthus Syddanmark.

 

Emneord

fødevarer

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle