Sydvestjyske ulvehvalpe fra sidste år meldes omkommet

Et kuld ulvehvalpe, der blev født i Oksbøl sidste år, vurderes omkommet, oplyser ulveforsker Peter Sunde.

Der var lagt op til et sandt boom af ulvehvalpe sidste år med udsigt til tre ulvepar, der skulle have hvalpe.
Men sådan gik det ikke.

To kuld med seks og otte hvalpe kom til verden i henholdsvis Skjern- og Hovborg-reviret syd for Billund.

Et tredje kuld hvalpe blev født i Oksbøl-reviret i det sydvestlige Jylland, men hvalpene døde tidligt.

Det forklarer professor Peter Sunde, Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, der står for ulveovervågningen herhjemme.

- Vi har et foto fra et vildtkamera af en tæve i Oksbøl-reviret fra foråret 2023. Vi kan konstatere ud fra tævens yvere, at hun var diegivende.

- Så vi ved, at der må være født hvalpe. Men de døde tilsyneladende på et tidligt tidspunkt. Hvad det skyldes, er der ingen der ved.

Forskerne har tidligere talt om "høj kryptisk dødelighed" for ulve. Det dækker over, at nogle ulve forsvinder, uden at man kan finde en naturlig forklaring.

I ét tilfælde ved man, at en ulv i april 2018 blev skudt og dræbt. Det udløste en betinget dom og midlertidig inddragelse af retten til at gå på jagt.

Peter Sunde vil dog ikke spekulere i, hvad der kan være årsag til ulvehvalpenes forsvinden i Oksbøl.

- Det kan sagtens skyldes naturlige årsager. Ulvehvalpe går også til af naturlige årsager i naturen, siger han. 

Den generelle udvikling er, at ulvebestanden i Danmark stiger år for år.

Samlet set vurderer forskerne, at der nu er mellem 37 og 50 ulve i Danmark. Det skal sammenlignes med, at der var cirka 30 ulve i begyndelsen af 2023.

Det er som forventet, lyder det fra Peter Sunde.

- I øjeblikket vokser ulvebestanden i Danmark med omtrent samme stigningstakt som i de første år i Tyskland.

Her voksede bestanden ifølge professoren med 36 procent om året i de første 15 år, efter at arten genetablerede sig i 2000.

- Siden er det fladet ud. Sidste år voksede antallet af par og kobler med 5,5 procent i Tyskland. Så det er ikke noget, der varer ved, siger Peter Sunde.

Ulveforskerne vurderede i et notat sidste år, at der i det danske landskab er levesteder og føde nok til mellem 11 og 30 ulvepar/ulvekobler.

Det svarer til mellem 77 og 210 ulve.

Efter aftale med Miljøstyrelsen overgår ulveforskerne nu til at udsende en månedlig opgørelse af ulvebestanden frem for som tidligere en kvartalsvis opgørelse.

Generelt vokser ulvebestanden i Europa.

/ritzau/
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle