Sygdomsramt fodercentral får ny direktør

Ny direktør på Fodercentralen for Holstebro og Omegn skifter flødeost ud med foder.

Andelsselskabet Fodercentralen for Holstebro og Omegn, der leverer foder til minkavlere i Midt- og Vestjylland, har pr. 1. februar ansat Thomas Rosenkilde Sørensen som ny direktør.

Den foregående direktør Poul V. Pedersen blev afskediget i september sidste år efter en sommer, hvor de lokale minkavlere havde oplevet dårlig tilvækst og mistrivsel hos minkene, der formentlig var 'nyremink' forårsaget af toxinet ochratoxin A i foderet fra centralen.

Samtidig trak formanden for bestyrelsen, Kim Nørgaard Mogensen, sig, da han var uenig i fyringen.

Thomas Rosenkilde Sørensen kommer fra en stilling som teamleder på Arla Foods Holstebro Flødeost, hvor han i ni år har været leder for 14 medarbejdere på mejeriet, der har en samlet, årlig produktion på 72.000 ton ost.

Han er uddannet mejerioperatør og procesteknolog med speciale i procesteknik. Han har i de seneste 25 år arbejdet med fødevareproduktion hos slagteriet Danish Crown og mejeriet Arla Foods. Undervejs har Thomas Rosenkilde Sørensen desuden taget en diplomuddannelse i ledelse.

”Med Thomas Rosenkilde Sørensen som ny direktør får vi en daglig leder, der har den faglige kompetence og vilje til hele tiden at forbedre vores processer og forædle kvaliteten i foderet, så vi kan være stolte over leverancer fra vores fælles fodercentral,” siger Birger Primdahl, formand for Fodercentralen for Holstebro og Omegn.

Thomas Rosenkilde Sørensen er 45 år, gift og far til tre børn. Han bor i Holstebro.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle