Syv gode råd til at opnå optimal yversundhed
Stigende temperaturer giver flere nyinficerede køer. Her er syv gode råd til at holde smitte med bakterier i skak.

Af Lasse Kruse Ledet, kvægrådgiver, LandboNord

Når varmen kommer til landet, forbedres forholdene for de mange bakterier, som inficerer vores køer, og det kan give stigende antal nyinficerede køer og yverbetændelser.

Det giver stigende celletal med faldende tillæg til følge.

Flere yverbetændelser hæver forbruget af medicin, men det påvirker også den tid der skal bruges på behandling. Tid, som var bedre givet ud på at forebygge forringet yversundhed i løbet af sommeren.

1. Rene og tørre Sengebåse

Sengebåsene skal være rene og tørre, så bakterierne får færrest mulige chancer for at formere sig, da de færdes via vand/fugt.

Indkørsel af strøelse skal ske hver dag, og det er et no go at trække strøelse ned oppe fra hovedpuden.

Med varmen øges risikoen for colibakterier i den ældre strøelse og dermed øges risikoen for coli-infektioner når man trækker det gamle strøelse ned og bruger det som strøelse i sengen.

Figur 1. Eksempel, nyinficerede i alt i procent, udvikling af opnået værdi over tid

2. Luftskifte

Det er vigtigt, at der er et godt luftskifte i stalden om sommeren, for at sikre køerne ikke bliver varmestressede.

Er din stald meget lukket, er det måske ved at være på tide at få lavet en ordentlig ventilation.

Opsamlingspladsen er kritisk, da køerne kommer til at stå tæt, og de får sværere ved at kommer af med varmen, så her giver det ekstra god mening at få dem hurtigt igennem eller få sat noget køling op.

Alternativt til ventilation, eller til at komplementere det, kan der opsættes overbrusning.

3. Rene vandkar

Rene vandkar er et must, som er med til at sænke smittetrykket, samtidigt med at det øger væskeoptaget.

Køer er ikke så meget anderledes end mennesker, og de drikker heller ikke så meget, når vandet er beskidt.

Vask vandkarrene mindst tre gange om ugen, og brug meget gerne sæbe. Det sikrer, at du får filmen af siderne og hjælper med at holde vandet renere i længere tid.

Vask vandkarrene mindst tre gange om ugen.

4. tøm Dybstrøelse oftere

Få dybstrøelsen tømt inden sommeren, hvor den bliver varmere og der udvikles flere bakterier.

Driftsleder for 240 årskøer: Jeg driver det, som var det mit eget Kvæg 16. maj · 06:43

Det er en god ide at få den tømt oftere i sommerperioden, samtidig med at der skal være strøet godt for at sikre, at vi ikke får inficeret de køer, som går heri.

Det skal gerne være sådan at knæene ikke bliver våde, hvis du sætter dig på knæ heri.

Husk, at der skal være ordentlige drikkeforhold i alle halmbokse/sygebokse, da syge køer især har brug for rigeligt frisk vand.

5. Foder til færre dage

Dæk af til færre dage af gange, så foderet ikke bliver varmt. Er der varmedannelse i foderet, skal det smides væk sammen med eventuelt råd og skimmel.

Ved varmedannelse kan sandsækkene lægges på langs i siloen, hvormed de laver et større tryk og sænker risikoen for at der kommer luft inde under plastikken.

Myresyre kan hjælpe med at dæmpe varmedannelsen, men løber varmen inde under plastikken det svært at komme med igen. Det er en mulighed at blande tørsyrer i rationen, hvis man slet ikke kan styrer foderet på foderbordet.

6. Mineraler og vitaminer

Sørg for at få mineralerne gennemgået inden sommeren, da det er vigtigt for køernes immunforsvar, der typisk bliver ekstra presset i sommervarmen.

Med græs- og majsanalyserne er det muligt at få lavet analyse af mineralerne. På den måde kan mineralerne tilpasses til den enkelte foderration i, så vi sikre at køernes behov er dækket.

7. Malkerutiner

Hvornår er malkerutinerne sidst gennemgået, så alle på gården ved, at det kræver en god stimulering af koen, for at få den bedste nedlægning? Bliver patterne gjort ordentligt rene og er der ikke mere skidt på spidserne?

Rene handsker skal sikre, at du og dine ansatte ikke spreder bakterier rundt i besætningen. Er kontrolpanelet beskidt af handskerne, så efterlades der formentligt og skidt og bakterier til patterne.

Få fortalt medarbejderne, hvorfor det er vigtigt at få dyppet patterne ordentligt, så de er godt beskyttede og bliver blødgjorte.

Hvornår er malkerutinerne sidst gennemgået, så alle på gården ved, at det kræver en god stimulering af koen, for at få den bedste nedlægning?

Ingen let vej til en god yversundhed

Der er mange faktorer, som spiller ind på yversundheden, og der er nok at gå i gang med, hvis der ikke er styr på tingene i forvejen.

Men lykkedes det at holde smitten nede over sommeren, så vil celletallet ikke stige, og køerne vil holde mælken bedre, der bruges mindre tid på at behandle yverbetændelser og der udsættes færre køer med yverbetændelse.

Det er der i sidste ende gode penge i, og det giver en langt nemmere og skønnere sommer.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.